metroXpress.dk

Ældre bliver sorteret fra på jobmarkedet

Ældre bliver fyret alene på grund af alder, og firmaer bryder loven og annoncerer efter medarbejdere under 30 år

Det siger loven

I loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet står:

  • ‘Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse eller med en bestemt alder eller med handicap.’
  • Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på arbejdsmar­kedet.
  • Nævnet har kompetence til at tilkende klager en godtgørelse. Nægter den indklagede at betale, går sagen videre til Kammeradvokaten, som fører sagen omkostningsfrit på vegne af den

Nogle virksomheder søger specifikt unge medarbejdere. Andre fyrer de gamle, selv om det er i strid med loven om forskelsbehandling.

I sidste uge var det kaffeautomatfirmaet Selecta, der indrykkede en jobannonce med bud efter ‘tre unge energiske sælgere’ i alderen ‘20-28 år’. Det er et klokkeklart brud på loven om forskelsbehandling, og sagen er langtfra enestående, lyder det fra HK Privat.

»Vi ser jævnligt stillingsannoncer, hvor firmaer søger efter medarbejdere under 30 år, selv om det er i strid med loven. Når vi bliver opmærksom på det, anmelder vi det til politiet, som kan give virksomheden en bøde,« siger faglig chef i HK Privat Carlo Søndergaard.

Politiet har ikke statistik på, hvor mange anmeldelser af aldersdiskrimination de modtager. Men Ligebehandlingsnævnet har det seneste år modtaget stadig flere klager fra ældre, der mener, at de er blevet afskediget alene på grund af deres alder. Det oplyser sekretariatschef i Ligebehandlingsnævnet Susanne Fischer:

»I 2009 behandlede vi otte sager om aldersdiskrimination, men den type sager har været i vækst i år. Det hænger måske sammen med krisen, som kan få nogle arbejdsgivere til at afskedige ældre medarbejdere.«

Det skete for eksempel i en sag fra 2009 om seks ældre piloter, der klagede til nævnet over, at de var blevet fyret. Luftfartsselskabet og piloternes fagforening havde som led i en fyringsrunde indgået en aftale om, at pensionsberettigede piloter over 60 år skulle fyres først. Det var ikke i orden, afgjorde nævnet, som tilkendte piloterne en godtgørelse på mellem 800.000  og en million kroner. Luftfartsselskabet nægtede at betale, og nu fører Kammeradvokaten piloternes sager ved domstolene.

Direktøren: »Det er en fejl«

Tre skarpe til Ole Poulsen, direktør i Selecta:

I loven om forbud mod for­skelsbehandling på arbejds­markedet står der, at man ikke må annoncere efter arbejdskraft ‘med en bestemt alder’. Hvorfor har I så et stillings­opslag, hvor I søger tre sælgere i alderen ‘20-28 år’?
»Det er uvidenhed. Det er en fejl. Jeg er godt klar over, at man ikke må diskriminere, og det ønsker vi heller ikke. Vi har gjort det i god tro.«

Betyder det, at ansøgere, der ikke er 20-28 år, vil kunne søge stillingen på lige fod med de 20-28-årige, I efterspørger?
»Ja, 100 procent. Om man er 28 eller 38 betyder ikke noget. Vi har ingen intentioner haft om at bryde loven, men om at få nogle friske medarbejdere, som vil sælge kaffe.«

På jeres hjemmeside skriver I under overskriften ‘Vores Løfter’, at: ‘Omtanke er ikke et gammelt og udslidt ideal. Når en virksomhed har omtanke som nøg­leord, kan det mærkes.’ Hvor meget omtanke er der lagt i jeres opslag?
»Ikke nok.«


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media