Det kan vist ikke længere gå for at være en brandvarm nyhed, at renterne i øjeblikket er lave, og at det derfor er selvskrevet, at vi kan forvente stigende renter på sigt. Trods dette faktum viser det sig, at det er de færreste, der har tænkt sig at gøre noget ved det – jeg tænker på, at det faktisk lige nu er et oplagt tidspunkt at overveje, om du bør ændre på dine lån.
Det fastforrentede lån med fire procent i rente er attraktivt, da det låser din ydelse fast på et meget lavt niveau i hele lånets løbetid. Godt nok er rentetilpasningslånene billigere, men på et tidspunkt må vi forvente, at renten på rentetilpasningslån igen kommer over fire procent. På det tidspunkt kan du som låntager med et fastforrentet lån med fire procent i rente nyde, at du har din faste ydelse og ved, hvad du med sikkerhed har at gøre godt med til de mere fornøjelige ting.
Generelt er der en tendens til, at boligejerne har stort fokus på fordele og ulemper, når de optager lån. Når valget så er truffet, er det imidlertid de færreste, der løbende overvejer at lave aktiv gældspleje. Det viser sig, at når boligejerne optager nye lån, vælger de variabelt forrentede lån, når renten falder, og fastforrentede lån, når renten stiger. Det er jo i sig selv også o.k., men i virkeligheden kunne boligejerne også udvise rettidig omhu på deres eksisterende lån. Der er nemlig en fordel i at fastlåse renten, når den er nået bunden. Aktiv og rettidig gældspleje er typisk for sent, når renten er begyndt at stige igen.
Hvorom alting er, planlægger knap to tredjedele af de danske boligejere, der har etårigt rentetilpasningslån, ikke at ændre på deres rentetilpasningslån ved næste rentetilpasning. Den resterende del planlægger at vælge lån med længere fastrenteperiode, vælge et fastforrentet lån eller også har de endnu ikke besluttet, hvad de vil gøre til næste rentetilpasning. Det viser en undersøgelse fra YouGov Zapera A/S, som BRFkredit har fået foretaget. Undersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse, der er lavet blandt tilfældigt udvalgte boligejere med etårige rentetilpasningslån på mere end 800.000 kroner.
Igennem længere tid har rentetilpasningslån været den mest populære låneform herhjemme. Og da rentetilpasningslån i sammenligning med andre låntyper på tidspunktet for optagelse ofte fremstår billigst, er mange boligejere hoppet med på den galej. Heldigvis ligger landet dog også sådan, at boligejerne ikke vælger deres lån i blinde.
85 procent af de adspurgte boligejere kender nemlig til de fordele og ulemper, der er ved rentetilpasningslån, og i samme åndedrag lægger godt 60 procent penge til side til dårligere tider. Det viser, at der dog ligger en vis omtanke bag de danske husstandes valg af lån.
På forsiden lige nu
Rige bruger billig polsk arbejdskraft
Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…
Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene
Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…

