metroXpress.dk

Arbejdsgiver må godt teste for narko

En arbejdsgiver må godt foretage narkotikatest af en ansat, hvis der er en konkret mistanke om stofmisbrug.

Det fastslår Arbejdsretten i en ny opsigtvækkende dom.

I den konkrete sag havde en murerelev og hans arbejdsgiver indgået en aftale om, at elevens uddannelsesaftale ville blive ophævet, hvis han tog euforiserende stoffer.

Arbejdsgiveren mødte en søndag morgen eleven, der var på vej hjem fra fest. Arbejdsgiveren var overbevist om, at eleven var påvirket af narkotika.

Dagen efter bad han på byggepladsen eleven aflægge en urinprøve ved at tisse i en spand. Prøven viste tegn på stoffer, og eleven blev bortvist.

Arbejdsretten mener, at der var sagligt belæg for urinprøven, og at den blev foretaget uden at være krænkende for eleven.

Dommen vækker glæde hos arbejdsgiverne i Dansk Erhverv.

- Vi er tilfredse med dommen, fordi den giver arbejdsgiveren lov til at udføre en narkotikatest på baggrund af en konkret og aktuel mistanke, siger Katrine Bocianski, juridisk konsulent i Dansk Erhverv.

I den konkret sag kom arbejdsgiveren dog ikke ud af sagen som vinder. Selve proceduren med at aflægge urintesten ved at tisse i en spand var ikke korrekt, og testen blev udført, så der var mulighed for fejltolkninger.

På den baggrund var det misbrug af ledelsesretten at gribe til en ophævelse af uddannelsesaftalen, fastslår dommen.

Arbejdsretten mener dog heller ikke, at misbruget af ledelsesretten var så alvorligt, at det bør give en bod til arbejdsgiveren.

Men et tvistighedsnævn har parallelt afgjort, at arbejdsgiveren skal betale 30.000 kroner i erstatning for uberettiget at have ophævet elevens uddannelsesaftale.

København, /ritzau/


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

  • Ingen relaterede artikler

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media