metroXpress.dk

Danmarks bedste kantine ligger i Hillerød

Mens hundredtusindevis af danskere hver dag kæmper sig igennem en frokost af svedige madpakker eller majonæsefede madder i kantinen, så har Danmarks bedste kantine hos Biogen Idec i Hillerød valgt at gøre kantinemaden til en daglig kulinarisk fest.

Hos den nordsjællandske lægemiddelproducent samler køkkenpersonalet urter og svampe, modner kød, bruger årstidens råvarer og tilbereder alt fra bunden.

Virksomheden modtog derfor tirsdag Kantineprisen 2010, der uddeles af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. En jury af fagfolk har landet rundt besøgt en række kantiner, og der var ingen tvivl.

- Kantinen hos Biogen Idec byder på et overflødighedshorn af fristelser. Det er en kantine, som får mundvandet til at løbe på de fleste, siger chefkonsulent Torben Blok fra Landbrug & Fødevarer.

I flere år har kantinens køkkenchef, Paw Hay, sammen med sine ansatte arbejdet på at give de 260 daglige brugere af kantinen en sublim madoplevelse.

Et af formålene med Kantineprisen, der uddeles for syvende gang, er at øge fokus på den gode kvalitet og det gode håndværk. Det tager de højtideligt i Hillerød, hvor personalet køber lokalt kød og i deres fritid plukker bær, svampe og krydderurter til kantinemaden.

Hillerød, /ritzau/


På forsiden lige nu

Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen

Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…

Hvad gør man, når man bliver fyret?

Jeg er blevet afskediget efter 22 år i samme virksomhed og fratræder til sommer. Jeg er blevet usikker på, hvordan jeg kan klare mig i en anden virksomhed…


Relaterede artikler:

  • Ingen relaterede artikler

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media