Det vil forringe håndværkeruddannelserne, hvis virksomhederne tvinges til at tage ekstra lærlinge ind i forbindelse med offentlige byggeprojekter.
Det siger Dansk Industris erhvervsuddannelseschef, Flemming Larsen, til et udspil fra Socialdemokraterne og SF.
De vil pålægge virksomhederne en klausul om lærlingepladser i de byggekontrakter, de indgår med staten, regionerne og kommunerne.
- Vi er imod sociale klausuler. Det skal være væksten, der driver det frem, siger Flemming Larsen.
Han indvender, at der er juridiske komplikationer ved forslaget, fordi det skal reguleres af både dansk lov og af EU, og det kan forskelsbehandle danske virksomheder i forhold til udenlandske entreprenører, som ikke kan pålægges at tage danske lærlinge.
S-SF’s udspil skal bøde på manglen på praktikpladser ude i virksomhederne, der for øjeblikket henviser godt 7000 unge på erhvervsuddannelserne til at tage deres praktikperiode som et skoleforløb.
70.000-80.000 er årligt i gang med praktikforløb i virksomhederne. Og antallet er steget med 22 procent fra 2009-2010, påpeger DI’s erhvervsuddannelseschef.
Frem for krav over for arbejdsgiverne foretrækker DI incitamenter til at skaffe flere praktikpladser. Det kan for eksempel være at give virksomhederne mulighed for at deles om lærlinge.
DI efterlyser også mere specialiserede erhvervsuddannelser for unge, som har mod på et større fagligt niveau, og som kan imødekomme virksomhedernes stigende behov for bedre uddannet arbejdskraft.
S-SF peger på, at byggeprojekter som den kommende Femern-tunnel, havneudbygninger og modernisering af togstationer er opgaver, der kan pålægges lærlingeklausuler.
København, /ritzau/
På forsiden lige nu
Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen
Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…
Hvad gør man, når man bliver fyret?
Jeg er blevet afskediget efter 22 år i samme virksomhed og fratræder til sommer. Jeg er blevet usikker på, hvordan jeg kan klare mig i en anden virksomhed…
