De 150 millioner kroner i regeringens nye vækstfond for Udkantsdanmark rækker højest til mellem 150 og 200 nye arbejdspladser. Og det samlede udspil vil ikke gøre op med fundamentale geografiske skævheder i Danmark.
Det siger professor og institutleder ved SDU’s Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg, Flemming Just.
- Der er mange pæne takter i udspillet, og det er bedre end ingenting. Men man skal ikke tro, at det er noget, der forandrer verden, siger Flemming Just.
Regeringen slår på, at de udviklingsmæssige skævheder skal væk, for at Danmark fortsat får råd til at finansiere velfærden.
- Men det sikrer udkantsudspillet ikke, siger professoren.
Han påpeger, at tre fjerdedele af alle landets både offentlige og private forsknings- og innovationsmidler går til det storkøbenhavnske område.
- Det giver en selvforstærkende effekt, siger Flemming Just.
Han siger, at det er afgørende for at få skabt flere job i yderområderne, at virksomheder her får større del i sådan en videnoverførsel, blandt andet ved at ansætte flere akademikere.
Han efterlyser også en større satsning på kollektiv trafik i de tyndt befolkede områder.
- Det er altafgørende, at folk kan komme i skole og på arbejde, siger Flemming Just.
Nyborg, /ritzau/
På forsiden lige nu
Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen
Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…
Hvad gør man, når man bliver fyret?
Jeg er blevet afskediget efter 22 år i samme virksomhed og fratræder til sommer. Jeg er blevet usikker på, hvordan jeg kan klare mig i en anden virksomhed…
