metroXpress.dk

Derfor er der færre penge at bruge af

Den egentlige økonomiske krise er overstået for denne gang, og nu skal regningen for den betales – eller rettere, regningen for de tiltag, der er gjort for at dæmpe krisen. Skatten kommer til at stige, fordi skattelettelserne under krisen kun var midlertidige, og fordi der kommer en skattestigning oveni for at gen-oprette de offentlige finanser. På længere sigt skal renten også stige fra det ekstremt lave niveau, den blev sat ned til under krisen.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank.

Derfor bliver der lidt færre penge til forbrug de næste to år for den typiske dansker. Godt nok regner vi med, at lønnen vil stige lidt mere end priserne. Men til næste år bliver det mere end spist af skatteforhøjelserne i regeringens genopretningsplan, i hvert fald i vores modelfamilie, der er så typisk som muligt.

Planen indebærer, at blandt andet personfradrag og grænsen for topskat ikke som normalt bliver reguleret i takt med lønudviklingen. Det er reelt en skatteforhøjelse, der især rammer topskatteydere, og det er den ene af de voksne i modelfamilien. Desuden bliver der lagt loft over fradrag for kontingenter til fagforeninger. Alt i alt bliver familiens skat 4.007 kroner højere i 2011 på grund af skatteforhøjelsen.

I 2012 er der heller ikke nogen regulering af fradragene. Desuden bliver værdien af en række fradrag mindre – ikke som et led i genopretningsplanen, men som en del af betalingen for de skattelettelser, der kom i 2010. Efter vores prognose kommer modelfamilien alt i alt til at betale 7.048 kroner mere i skat i 2012, end den ville under 2010-skattesystemet. Skattestigningen er ikke i sig selv nok til at opveje hele reallønsstigningen i 2012. Til gengæld regner vi med, at renten stiger i løbet af 2011 og dermed gør familiens FlexLån® dyrere i 2012.

Modelfamilien er bare et eksempel, men de fleste danskere vil opleve noget lignende – at deres reelle rådighedsbeløb ikke ændrer sig særlig meget, og i mange tilfælde bliver lidt mindre. Skattestigningen vil være mindre, hvis fagforeningsudgiften er mindre, eller hvis man ikke betaler topskat. Omvendt kan den blive større hos folk med store fradrag for transport og renteudgifter. Overførselsindkomsterne stiger kun 1,9 procent i 2011, så efter skat og inflation kommer eksempelvis folkepensionister til at få en klar tilbagegang til næste år.

Men okay, langt de fleste vil alligevel have flere penge at bruge af i 2012 end de havde bare i 2009, så det bør langtfra være en katastrofe.


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media