Syv ud af ti danskere mener, der bliver sladret på deres arbejdsplads, viser en ny undersøgelse. Men kun hver tredje peger på sig selv som en sladrehank. Sladder kan både være godt og ødelæggende, lyder det.
Foto: Colourbox
Ork ja, der sladres løs på mit arbejde. Men jeg gør det skam ikke.
Sådan kan konklusionen lyde på en ny undersøgelse fra Kristelig Fagbevægelse. Syv ud af ti mener, der bliver sladret på deres arbejdsplads, mens kun hver tredje erkender, at de selv deltager i de hviskende løjer. Men:
»Det er løgn, når de siger, de ikke sladrer, for det gør stort set alle,« fastslår virksomhedskonsulent Hanne Gullestrup og fortsætter:
»Sladder binder os sammen som mennesker. Du kan også kalde det socialt pelspilleri,« siger hun og pointerer, at sladder ikke behøver være dårligt. For med sladder kan man sprede viden og opbygge relationer mellem mennesker.
Dér, hvor det bliver noget skidt, er, når man holder op med at tale ‘med’ hinanden og kun taler ‘om’ hinanden, siger erhvervspsykolog Rikke Brix.
»Hvis vigtige ting ikke bliver sagt, så bliver de heller ikke korrigeret. Så løber misforståelserne som en ødelæggende understrøm, og så opbygger man i værste fald fjendebilleder.«
Når hver tredje i undersøgelsen svarer, at det ikke er dem, der sladrer, er det formentlig, fordi ordet sladder skaber nogle associationer, vi ikke bryder os om, siger Rikke Brix.
»Vi synes åbenbart, sladder er noget grimt noget. Det er noget, de andre gør. Men skal vi være ærlige, gør vi det jo alle sammen, og faktisk kan der også ligge omsorg i det. Det kan være et udtryk for, at vi bekymrer os om hinanden.«
Top-4 over sladre-emner:
Arbejdsindsats (76 procent).
Opførsel (59 procent).
Privatliv (27 procent).
Udseende og påklædning (18 procent).
Kilde: YouGov Zapera for Kristelig Fagbevægelse
På forsiden lige nu
Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen
Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…
Hvad gør man, når man bliver fyret?
Jeg er blevet afskediget efter 22 år i samme virksomhed og fratræder til sommer. Jeg er blevet usikker på, hvordan jeg kan klare mig i en anden virksomhed…
