Ifølge Ugebrevet A4 kommer omkring 58 procent af de udenlandske firmaer fra Polen, mens 22 procent er fra Tyskland, og 11 procent er fra Litauen. Kristian djurhuus/arkiv

Områderne langs Strandvejen nord for København er kendt for at huse nogle af Danmarks mere velhavende familier. Men på trods af store indkomster er det i de her områder, at man finder flest udenlandske håndværkere – der ofte er billigere arbejdskraft end danske håndværkere.

Faktisk bruger husejerne i kommunerne Hørsholm og Gentofte nord for København fire gange så ofte udenlandske håndværkere i forhold til gennemsnittet for hele landet, viser en kortlægning foretaget af Ugebrevet A4 på baggrund af tal fra Registret over Udenlandske Tjenesteydere i Danmark (RUT).

Fra august til december 2011 var der udenlandske firmaer på mindst 1.523 forskellige byggepladser, viser A4’s kortlægning. De udenlandske firmaer var forholdsvis mest til stede i Nordsjælland, Hovedstadsområdet, Ringsted på Midtsjælland og i Sønderjylland. Det finder arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen vældig interessant.

»Vi har med tallene fra A4 for første gang fået bekræftet billedet af Nordsjælland som et område med stor koncentration af udenlandske firmaer. Det er meget interessant, for fagbevægelsen og arbejdsgiverne har hidtil hævdet det uden at kunne fremlægge hårde fakta,« siger Søren Kaj Andersen til A4.

Hos fagforbundet 3F er kortlægningen et bevis på en kedelig tendens, for det er ikke problemfrit, at folk i Nordsjælland er så glade for udenlandske håndværkere. Det oplyser formanden for byggegruppen under fagforeningen 3F Frederiksborg, Mogens Larsen til A4.

»Når vi kommer ud på byggepladser med udenlandske håndværkere, er det næsten altid sådan, at der enten ingen overenskomst er, eller også bliver overenskomsten ikke overholdt. Skåret ind til benet er de udenlandske håndværkere kun her, fordi de bliver underbetalt,« siger Mogens Larsen.

Også Skat oplever ofte negative sider af den udenlandske arbejdskraft i Nordsjælland. Der bliver eksempelvis snydt med moms, A-skat eller bilafgifter, fortæller Per Jacobsen, som er skattedirektør i Skat i Midt- og Sydsjælland samt koordinator i Skats landsdækkende arbejde med udenlandske firmaer.

»Vi har kig på Nordsjælland, for der er en stor koncentration af udenlandske firmaer, og der er relativt mange renoveringer og ombygninger i gang hos private villaejere. Der kommer adskillige aktioner i år i Nordsjælland, hvor vi i samarbejde med Arbejdstilsynet og politiet vil tjekke udenlandske virksomheder,« bebuder skattedirektøren over for Ugebrevet A4. metroxpress/nn

Pengeklumme Ulrikke Ekelund Cheføkonom, BRFkredit

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden. Op i mod 140.000 personer har således allerede nu hævet deres efterlønsbidrag, og jeg forventer, at tallet vil stige de kommende måneder, da fristen for at få efterlønnen udbetalt skattefrit løber frem til den 1. oktober i år. Hvor meget den enkelte får udbetalt, afhænger naturligvis af, hvor længe man har betalt til ordningen. Har man for eksempel indbetalt siden 1999, får man knap 67.000 kroner, mens indbetalinger de seneste fem år udløser en betaling på cirka 27.500 kroner.

Uanset hvor mange penge man får udbetalt, er det værd at overveje, hvordan pengene skal bruges. Det oplagte er selvfølgelig at indbetale pengene på sin pensionsopsparing. Det vil også være en god idé for mange, men har man gæld, kan det i nogle tilfælde måske bedre betale sig at nedbringe gælden. Det gælder dyr gæld med høje renter, mens ‘billig’ gæld som for eksempel realkreditlån oftest ikke kan betale sig at nedbringe. Nedbringer man den dyre gæld, sparer man således de høje renter og skaber dermed mere luft i privatøkonomien. Det kan betyde, at man i det lange løb har mulighed for at skyde mere ind på sin pensionsordning.

Det er ikke kun eksisterende gæld, som eventuelt bør afholde en fra at indbetale sine efterlønspenge på sin pensionsordning. Når man vurderer, hvor pengene gør størst gavn, er det vigtigt også at kigge fremad. Er der i de kommende år udgifter, som man ikke allerede har sparet op til, for eksempel en konfirmation eller udskiftning af bilen, så bør man overveje en højrentekonto med en binding, som matcher ens tidshorisont. Der er man sikret let adgang til sine penge, samtidigt med at man får mest ud af dem, indtil de skal bruges.

Et andet område, hvor efterlønspengene kan gøre gavn, er som udbetaling på en bolig. Jeg forventer, at det i høj grad er de yngre danskere, der vælger at hæve deres efterløn, og en del af dem vil i de kommende år ønske sig en ejerbolig. For dem kan efterlønsbidraget være startskuddet til en udbetaling, så man er bedre rustet, den dag man finder drømmeboligen.

Endelig kan man overveje, om pengene skal investeres i værdipapirer. Det indebærer en risiko, så derfor er det vigtigt, at man får hjælp til at afdække sin risikoprofil, så man får købt værdipapirer, der passer til ens risikovillighed og tidshorisont.

Sidst men ikke mindst er der naturligvis også den mulighed at forbruge pengene. Den økonomiske krise har fået flere virksomheder til at presse priserne ned, så man får mere for sine penge, hvis man vælger at forbruge dem. Samtidig har mange danskere haft fokus på at spare op de sidste år under krisen, så måske der er et opsparet behov for at få skiftet lidt ud i hjemmet?

Når man træffer sit valg, skal man huske på, at det ikke kun er her og nu, man får penge mellem hænderne. Fremover vil ens udgifter til a-kassen også være cirka 5.500 kroner lavere om året før skat, fordi man ikke længere indbetaler til ordningen.

Om skribenten
Hver anden uge skriver Ulrikke Ekelund klumme i metroXpress.
•    Uddannelse. Ulrikke Ekelund er uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet.
•    Karriere. Før BRFkredit har hun arbejdet i Økonomiministeriet og Nationalbanken.
•    Om klummen. I sine klummer vil Ulrikke Ekelund forsøge at give et indblik i, hvad de seneste begivenheder i finansverdenen betyder for boligejerne.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Las Olsen Privatøkonom, Danske Bank

Flere end en million mennesker har et halvt år fra på mandag til at beslutte sig for, om de vil have op til 68.000 kroner udbetalt og desuden spare 300 kroner om måneden i efterlønsbidrag – eller om de hellere vil bevare retten til den populære efterlønsordning. Det er ingen nem beslutning. Hvad der kan betale sig for den ene, kan være en rigtig dårlig forretning for den anden.
Jeg har skrevet om det før på denne plads, men jeg tror, det er værd at gentage. Først og fremmest skal man være klar over, at selve efterlønnen bliver mindre. Med de gamle regler kan næsten alle få godt 200.000 kroner om året i efterløn i tre år. Med de nye regler bliver det tal let 60.000-70.000 mindre, afhængig af hvor stor pensionsopsparingen er. Det er punkt ét: Find ud af, hvad du kan forvente at få, og om du så stadig har lyst til at gå på efterløn.

Er svaret nej, skulle man måske tro, at det bare er med at komme ud af ordningen. Men så enkelt er det ikke. Hvis du bevarer retten til efterløn, men alligevel arbejder helt, til du kan få folkepension, får du nemlig en skattefri præmie på 148.000 kroner. Det er værd at gå efter, hvis du for eksempel er 50 år, og dermed ikke så langt fra pensionen. Men er du 40 år, får du mere ud af at melde dig ud og selv spare pengene op – både dem, du får udbetalt, og dem, du sparer ved ikke at betale efterlønskontingent mere.

Er svaret ja, skulle man måske tro, at det gælder om at blive i ordningen. Men så enkelt er det heller ikke. Folk med høj løn og god pensionsopsparing kan få så lidt i efterløn, at det bedre kan betale sig for dem at spare op selv og bruge pengene til at trække sig tidligt tilbage. Det gælder for eksempel for en typisk ingeniør, som i dag er i 40’erne. Men lavtlønnede, der gerne vil gå på efterløn, vil stadig gøre en god forretning ved at være medlemmer.

Så vidt, så indviklet. Men der er mere i det endnu. Melder man sig ud, mister man retten til senere at fortryde. Man mister også retten til et såkaldt seniorjob, som er en særlig ordning for langtidsledige 55-59-årige. En ordning, som næsten ingen bruger i dag, men som kan blive mere populær fremover.

Men der er også risiko ved at blive i ordningen. Hvis man senere fortryder, bliver ude af stand til at arbejde eller forlader landet, kan man ikke bare få pengene skattefrit udbetalt, som man kan det næste halve år. Så kan de blive overført til en pensionsordning og blive udbetalt senere – med skat. Og hvis man går efter den skattefrie præmie, er det bare ærgerligt, hvis man ikke har arbejde på fuld tid de sidste år inden folkepensionen. Så bliver præmien reduceret eller forsvinder helt.

Så tænk dig godt om. For nogle er valget oplagt, men er man ikke så heldig, er det bare med at søge på nettet, bruge beregnere, tale med bank, pensionskasse og a-kasse. Det er ganske mange penge, der er på spil, så det er nok værd at bruge et par timer på. Og brug så også lige lejligheden til at se efter, om der i øvrigt er styr på din pensionsopsparing.

Om skribenten

Hver anden uge skriver Las Olsen klumme i metroXpress.

• Uddannelse. Las Olsen er uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet.
• Karriere. Las Olsen har tidligere arbejdet som økonom i Nordea, som økonomisk journalist på Berlingske Tidende og som analytiker i analysefirmaet Morningstar. I Danske Bank arbejder Las Olsen især med at analysere danskernes privatøkonomi.
• Om klummen. Klummen vil handle om økonomi lige fra finanskrisen til prisen på letmælk, men set ud fra, hvad det betyder for husholdningsbudgettet.

Las Olsen Privatøkonom, Danske Bank

Det vil sige – end at bo til leje i de lejligheder, der bliver udbudt på boligportalerne. Nogle af mine kolleger har indsamlet oplysninger om næsten 600 lejelejligheder i københavnsområdet på Boliga.dk og Boligportal.dk og er nået frem til, at de i gennemsnit koster 123 kroner pr. kvadratmeter om måneden. Det svarer til, at en lejlighed på 85 kvadratmeter koster cirka 10.500 kroner i husleje.

En ejerlejlighed i samme størrelse koster cirka 1,9 millioner kroner. Med et fastforrentet realkreditlån og et banklån for resten giver det en renteudgift på cirka 5.700 kroner om måneden efter skat. Det er så uden afdrag, men det er også det, der skal sammenlignes. Afdrag er en form for opsparing, og folk, der bor til leje, sparer heller ikke op i boligen. Der kommer en række udgifter oveni for ejerlejlighedsejeren – fællesudgifter, ejendomsværdiskat og en større del af vedligeholdelsen. På den måde kommer den månedlige udgift formentlig lidt over de 8.000 kroner. Men det er altså stadig flere tusind mindre end i lejelejligheden. Udgiften i ejerlejligheden kan endda blive cirka 2.500 kroner lavere, hvis man tager et flekslån i stedet for det fastforrentede, men så er det altså også med større risiko for, at renten stiger.

En stikprøve af lejelejligheder i Aarhus viser, at de er noget billigere end i København. Men 85 kvadratmeter koster stadig over 8.500 kroner, mens ejerlejlighederne koster stort set det samme som i hovedstaden. Også i Aarhus ser det altså ud til, at det typisk er billigere at eje end at leje en lejlighed, selv om billedet er knap så klart.

Skal man så være godt dum for at bo i en lejelejlighed? Nej, bestemt ikke, det kan der være mange gode grunde til. Først og fremmest er mange lejligheder billigere end dem, der lige kan findes på en boligportal. En almennyttig lejlighed på 85 kvadratmeter i Københavnsområdet koster for eksempel omkring 5.500 kroner om måneden. Man skal også huske, at der er store omkostninger ved at købe og sælge ejerboliger, så hvis man kun skal bo der nogle få år, er det alligevel billigere at leje – selv om der er også er omkostninger ved at flytte fra en lejebolig, der typisk skal sættes i stand på fraflytterens regning.

Det er jo heller ikke alle, der bare sådan lige kan låne penge til at købe en lejlighed. Og så er der jo det, at med en ejerlejlighed løber man risikoen for at tabe penge, hvis priserne fortsætter med at falde. Men priserne kan også stige. Det er jo faktisk det normale. Sker det, er det en gevinst for dem i lejelejlighed. Samtidig er deres renteudgift låst fast, hvis de har fastforrentet lån, mens huslejerne normalt stiger sammen med inflationen. Derfor er det normalt dyrere at bo til eje end til leje. Men altså ikke nu.

Klummen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning

Om tidligere Dong-direktør Anders Eldrup får et gyldent håndtryk bliver, er nu helt åbent. Jonas pryner andersen/polfoto (arkiv)

Mens politikere på Christiansborg i går satte spørgsmålstegn ved, om Anders Eldrup, der gik af som administrerende direktør for Dong Energy i mandags, skal have et gyldent håndtryk på potentielt 17 millioner kroner, finder eksperter det naturligt, at topledere belønnes, når de fratræder.

De løber nemlig en stor risiko ved at sige ja til jobbet, forklarer professor Flemming Poulfelt fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School:

»Der er et meget lille udbud af stillinger i den kaliber. Derfor er det heller ikke sådan lige at finde et nyt job, når man stopper som leder i en virksomhed. Det tager tid, og i den periode kan man så leve af de penge, der kommer af det gyldne håndtryk.«

Flemming Poulfelt mener desuden, at det er en nødvendighed for virksomheder at indgå kontrakter med den slags millionaftaler for at tiltrække de dygtigste kandidater til stillingen.

Virksomheder begyndte at dele gyldne håndtryk ud for omtrent 15 år siden, vurderer Anders Drejer, der er professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet.

»Fænomenet opstod i USA, og vi her i Danmark har selvfølgelig været lidt bagefter. Gennemsnitsancienniteten for en topleder i en større virksomheder i USA er 18 måneder. Det er formentlig lige så kort tid som en fodboldtræner i den italienske Serie A, og det kræver en vis økonomisk kompensation at gå ind til et job med den risikofaktor,« påpeger Anders Drejer, der godt kan forstå, at det kan synes uretfærdigt med så store summer især i krisetider.

Risikofaktoren ved at blive topleder er dog så meget større end menig medarbejderes, at det er helt i orden, mener Anders Drejer, og niveauet for størrelsen på de gyldne håndtryk har ikke toppet endnu.

»Formentlig vil beløbet ikke stige så meget i den private sektor, men inden for de næste år vil de gyldne håndtryk vokse til samme størrelse i den offentlige sektor,« siger Anders Drejer og uddyber:

»Offentlige ledere begynder at opleve det samme resultatpres og resultatkontrakter som i private virksomheder. Derfor vil topledere i den offentlige sektor også forvente og skaffe samme slags gyldne håndtryk.«

Af Marie Tromborg

De 10 største gyldne håndtryk i Danmark:

1. Laurids Jessen, Skako Industries, 55 millioner kroner (2005).
2. Thorleif Krarup, Nordea, 54 millioner kroner (2004). Otte millioner i fratrædelsesløn over to år og 46 millioner kroner i en pensionsordning, der trådte i kraft, da han blev 55 år i 2007.
3. Jess Søderberg, Thommy Thomsen og Knud Erik Stubkjær, Mærsk, 53 millioner kroner (2007). Fordelingen af beløbet blev ikke offentliggjort.
4. Henning Dyremose, TDC, 40-50 millioner kroner (2006). Beløbet, hvis præcise størrelse ikke er kendt, blev udbetalt som bonus for otte års arbejde.
5. Lise Drakeman, Genmab, 41 millioner kroner (2010). Medstifteren af selskabet fik udbetalt beløbet som engangsbeløb.
6. Klaus Kjærulff, Torm, 28,9 millioner kroner (2008). Kjærulff havde ved sin afsked været ansat i shippingfirmaet i 33 år, heraf 8 som direktør.
7. Sten Scheibye, Coloplast, 23 millioner kroner (2008). Blev fyret efter 13 år som direktør.
8. Anders Eldrup, Dong Energy, potentielt 17 millioner kroner (2012). Om aftalen om op mod 33,5 måneders løn bliver en realitet, afklares i næste uge.
9. Jens Alder, TDC, 17 millioner kroner (2008). Dyremoses afløser blev fyret efter to år – og fik altså pr. år mere i fratrædelsesgodtgørelse end sin forgænger.
10. Jørgen Brændstrup, Amagerbanken, 12 millioner kroner (2011). Direktøren fratrådte, kort før banken krakkede.

Kilder: Virksomhedernes årsrapporter og Berlingske.

Af Lasse Spang-Hanssen

Pengeklumme: Ulrikke Ekelund Cheføkonom, BRFkredit

2011 var et af de værste år i nyere tid for boligmarkedet. Priserne faldt ganske dramatisk, hvilket kan undre, når man ser på de fundamentale økonomiske forhold. Ved indgangen til 2011 var boligpriserne allerede lave, hvilket i kombination med rekordlave renter gav historisk lave boligbyrder, det vil sige omkostninger ved at bo i en ejerbolig i forhold til den disponible indkomst. Alt andet lige burde det give anledning til store prisstigninger – men det gjorde det altså som bekendt ikke.

Årsagen skal findes i mere psykologiske forhold, hvor potentielle boligejere var bekymrede for fremtiden. Der var især to forhold i spil. Dels hvad politikerne kunne finde på efter et folketingsvalg, dels hvordan arbejdsmarkedet ville udvikle sig i lyset af den sydeuropæiske gældskrise. Der var dog næppe særlig mange, der havde tænkt, at Skat ville sende en kæmperegning til boligejerne helt automatisk. Det er imidlertid, hvad der skete her i weekenden, hvor de fleste modtog deres årsopgørelse, hvoraf vurderingerne af grundværdierne fremgår.

Der er tale om meget markante stigninger. Skats vurderinger af grundværdierne har betydning for, hvad vi betaler i ejendomsskat (grundskyld). Idet der ikke er skattestop men skatteloft over grundskylden, betyder de højere grundværdier, at boligejerne kan se frem til markant højere ejendomsskattebilletter. Det er især boligejerne i Hovedstaden, men også i de yderliggende områder af Danmark, der må holde for. Der er dog en tendens til, at det rammer allerhårdest i omegnskommunerne omkring København, hvorfor der er store skattestigninger til boligejerne i kommunerne her. I gennemsnit er grundværdierne steget med mellem 5 og 10 procent på landsplan, oplyser Skat, mens stigningerne i gennemsnit er 49 procent i Hovedstadsområdet.

De store skatteregninger rammer ikke fra dag et, men indfases over en lang årrække. Skatteloftet betyder, at beregningsgrundlaget for grundskylden kun kan stige med op til syv procent om året. Fra år til år er denne sats imidlertid administrativt fastsat, hvorfor der i år kun er en stigning på 4,3 procent. Tages der udgangspunkt i den gennemsnitlige sats siden skatteloftets indførelse i 2001, kan boligejerne på landsplan se frem til stigninger i grundskylden de næste fire år. I og omkring København er der udsigt til 10 år med stigninger.

Skat trak godt nok oversigten omkring de kommunale stigninger tilbage, men det ændrer ikke ved, at de fleste har fået en overraskelse, da de kiggede i deres årsopgørelse. Vurderingerne betyder, at den fornuftige boligejer bør sikre plads i budgettet til højere skattebetalinger de næste mange år. Grundskylden er en vigtig post, som man ikke skal overse. Udviklingen heller ikke den, der sætter gang i et i forvejen skrantende boligmarked.

Las Olsen, privatøkonom, Danske Bank

Mange mener, at børnechecken skal beskæres. Enten skal den ikke længere gives til dem, der kan klare sig selv, eller også skal den helt afskaffes. Men det er småt med forslag til, hvordan det helt præcis skal gøres. Det er der god grund til, for det er nemlig slet ikke nemt at begrænse børnechecken. Det kan faktisk godt vise sig at være tæt på umuligt. Problemet er, at hvis checken kun skal gå til dem med lave indtægter – så kan det betale sig at have en lav indtægt. Altså det modsatte af det, som de fleste politikere mener: at det skal kunne betale sig at arbejde.

Lad os for eksempel sige, at familier, der tilsammen tjener 700.000 kroner om året, ikke længere skal kunne få børnecheck. Med to små børn går de så glip af 34.128 kroner. Det betyder, at familien ofte vil have flere penge tilbage alt i alt, hvis den ene af forældrene går ned i tid. Hvis de tjener 350.000 kroner hver til at starte med, vil den ene faktisk kunne tillade sig at gå ned på 31 timer, og de vil stadig have mere ud af det.

For at undgå den slags kunne løsningen i stedet være, at børnechecken bliver mindre, jo mere man tjener. Det kunne for eksempel ske ved, at når husstandsindkomsten når over 600.000, begynder børnechecken at skrumpe – og når familien runder en million i indkomst, er checken helt væk. Men det er også problematisk. Hvis en af de voksne tjener 100 kroner mere, så mister de til gengæld 8,53 i børnecheck. Ud over det skal de jo betale skat. Alt i alt får de mindre end 50 kroner ud af at tjene 100 kroner ekstra, selv hvis de ikke betaler topskat. Gør de også det, kommer gevinsten ned på 35 kroner. Effekten bliver præcis den samme, som hvis topskatten bliver højere og rammer flere: Vi vil arbejde mindre.

Så er der den mulighed at afskaffe børnechecken helt. Men den er ikke populær, fordi det vil være et hårdt slag for især de børnefamilier, hvor indkomsten er lav. Der har normalt været en eller anden form for tilskud til folk med børn, og det er også normalen i andre lande. Som regel er det i form af et fradrag i skatten, men siden 1987 har vi altså herhjemme fået børnechecken i stedet. Effekten på økonomien er selvfølgelig præcis den samme, hvad enten man kalder det en check eller et fradrag.

Men måske er effekten på debatten ikke den samme. Det kunne godt se ud, som om at udbetalingen af en børnecheck virker provokerende på en måde, som skattefradrag ikke gør. Så udgangen på hele debatten bliver måske, at børnechecken bliver omdøbt til et fradrag.

Helt samme problem som med børnechecken har vi i forhold til andre grupper, for eksempel pensionister. Hvorfor skal de med en god pension også have folkepension, gratis hjemmehjælp og mimrekort? Fordi det ellers svarer til, at der er en ekstra høj skat på dem, der selv sparer op til pensionen. I forvejen bliver de hårdt ramt af, at de mister hele eller dele af tillægget til folkepensionen.

Der er faktisk store grupper, hvor det reelt giver underskud at spare op på en standard-pensionsordning. Jeg må indrømme, at jeg har en personlig interesse i det her. Med to børn og en god løn er min familie klart i farezonen for at få mindre børnecheck, hvis den bliver gjort afhængig af indkomsten.

Men tro det eller ej: Det er altså ikke derfor, jeg skriver det her. Det er for at gøre opmærksom på, at tingene nogle gange ikke er så enkle. Og forklare, hvorfor langt de fleste økonomer er så skeptiske over for forslaget om at begrænse børnechecken.

En af årsagerne til, at ejerlejlighederne klarer sig så meget bedre end parcelhusene, er deres beliggenhed. Den typiske ejerlejlighed er i større byer, hvor arbejdsmarkedet er langt mere attraktivt end i udkantsområderne. Netop udkantsområderne er med til at trække det samlede billede af parcelhusene ned, idet boligmarkedsstatistikkerne er præget af, at der i disse områder står en masse boliger til salg, der har været svært omsættelige igennem en årrække. Forskellen på statistikkerne imellem ejerlejligheder og parcelhuse er således en god indikator for, hvad vi skal holde øje med, hvis vi vil finde fremgang i boligmarkedet.

Pengeklumme Ulrikke Ekelund Cheføkonom, BRFkredit

Normalt siger vi, at renten er alfa og omega, når man på den korte bane skal vurdere retningen på boligpriserne. Siden 2009 har renterne imidlertid været historiske lave, og der er jævnligt blevet sat nye rekorder som ved et andet atletikstævne. Boligpriserne er dog ikke steget af den grund – tværtimod. Noget kunne derfor tyde på, at renten ikke denne gang skal være katalysatoren for en vending på boligmarkedet. Derfor må vi lede efter en anden kickstart.

De af jer, der kender en gammel Puch Maxi (en ældre knallertmodel), vil vide, at der nogle gange skal trædes mange gange og hårdt, før motoren går i gang. Sådan bliver det formentlig også for boligmarkedet. Årsagen er, at et andet vigtigt forhold for boligprisudviklingen er udviklingen på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet reagerer normalt langsomt. Det at købe bolig er for almindelige mennesker en meget stor beslutning, hvorfor sikkerhed for indkomsten ofte er et tungtvejende argument.

Det betyder, at vi er mere tilbageholdende i perioder, hvor ledigheden er stigende. Ledigheden er steget mere i udkanten af Danmark end i de større byer. Derfor har boligpriserne i disse områder også været under et større pres. Det er som nævnt hovedårsagen til, at ejerlejlighederne klarer sig bedre end parcelhusene rent prismæssigt. Idet vilkårene for renten næppe kan blive meget bedre, skal vi altså have knækket kurven for beskæftigelsen, før der for alvor kommer til at ske noget med boligmarkedet.

Vi skal derfor væbne os med tålmodighed, før vi vil se, at boligmarkedet vender. I den aktuelle konjunktursituation må vi forvente, at der går noget tid, før beskæftigelseskurven for alvor knækker. I den forbindelse er det værd at bide mærke i, at den økonomiske dagsorden i Europa i øjeblikket trækker mod at spare. Det bevirker, at der via finanspolitikken ikke er meget hjælp at hente til beskæftigelsen. Vi skal derfor nok hen i 2013 eller 2014, før vi for alvor vil se mærkbare prisstigninger på ejerboliger igen.

Historisk har det i Danmark været sådan, at boligkriser har varet i syv år. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være sådan, selv om historien har det med at gentage sig selv. Det, der kan være afgørende, er, hvorvidt politikerne eventuelt beslutter sig for at regulere boligmarkedet. Aktuelt er der travlhed med at forsikre vælgerne om, at man ikke vil røre ved boligmarkedet, men man kan ikke tage det for givet, at boligerne vil gå fri i en eventuel skattereform.

Betyder det så, at man skal være tilbageholdende med at købe bolig? Næppe! Det vil formentlig være sådan, at hvis boligskatterne bliver berørt, vil boligejerne blive kompenseret via indkomstskattelettelser – det må være formålet med hele øvelsen. Lykkedes en sådan reform, vil den være gavnlig for beskæftigelsen.

Katrine, 48 år, SPRØK-uddannet

Kære Katrine!

Din usikkerhed er en naturlig reaktion, når der sker store, ikke-selvvalgte forandringer i tilværelsen.

Annette Duch Gronemann er karrierecoachen og konsulenten i talentudvikling hos Talentagent.dk – en kandidatbank for ledere og specialister, der vil videre i karrieren – svarer på spørgsmål om job, karriere, personlig udvikling og rekruttering. Få svar i avisen eller via e-mail. Din identitet vil være anonym i avisen. Send spørgsmål til jobogkarriere@talentagent.dk

Du skal over chokket, få sagt mentalt farvel til den virksomhed, der har fyret dig, og så se det positive i at få muligheden for at komme ind i en ny og spændende virksomhed.

22 år er lang tid i samme virksomhed, og du er vokset sammen med virksomheden, og den er blevet en del af din identitet. Du skal reflektere og forestille dig, hvordan du fungerer godt i en ny virksomhed, hvad du laver, hvor du sidder, hvem du taler med, og at du har succes, fordi du arbejder med noget, du virkelig godt kan lide og interesserer dig for.

Beslut dig for, i hvilken retning din kommende karriere skal udvikle sig, og få lagt en plan for, hvordan du vil nå dine mål. Glæd dig til en god proces.

For et år siden blev jeg forfremmet til leder for en ny afdeling. Jeg er meget usikker i lederjobbet og har det ikke godt. Hvad gør jeg?

Jakob, 34 år, Afdelingsleder

Kære Jakob!

Du er vant til at arbejde som specialist. Og det er noget andet at være leder. Det kræver uddannelse og ikke mindst lyst.

Inden du kaster håndklædet i ringen, skal du uddanne dig som leder og gå på lederkurser. Du skal finde dig en mentor i virksomheden, der kan støtte dig som leder og diskutere de opgaver, som du ledelsesmæssigt har i hverdagen. I det hele taget give lederjobbet en chance.

Giv det dit engagement i en periode. Du er under alle omstændigheder en dygtig specialist, der kan fordybe dig i de tekniske opgaver. Det job kan du sikkert få igen, hvis ikke du bliver tændt på ledelse.

Vigtigst er, at du har det godt i din funktion, men det er jo altid godt at blive udfordret af nye funktionsområder og se, om du har et potentiale, som kan udvikle sig via træning og uddannelse. Du er jo i en alder, hvor du skal prøve dig selv af, når du får muligheden. Så, giv den et nøk til.

Ulrikke Ekelund er chef-økonom i BRF-kredit

Hver anden onsdag skriver hun en klumme, hvor hun vil forsøge at give et indblik i, hvad de seneste begivenheder i finansverdenen betyder for boligejerne.

I den verserende boligdebat har mange af debattørerne travlt med at overgå hinanden. Eksempelvis har det været kendt i et stykke tid, at mere end 150.000 danskere er teknisk insolvente. I den forgangne uge kom det frem i debatten, at mere end 250.000 danskere ikke kan sælge deres boliger uden tab. Her er der vist tale om overbudsretorik. Den mest dramatiske overskrift sælger, men hvad skal man egentlig tro, hvis man påtænker at købe bolig eller er boligejer?

Lad mig slå fast, at det at være teknisk insolvent svarer til, at ens gæld er større end ens aktiver. Dvs. hvis man sælger alle sine aktiver og bruger de penge, som salget ind­bringer til at nedbringe gælden, vil man ikke kunne skaffe hele sin gæld af vejen. Er det et problem? Ja, hvis man aktuelt skal flytte fra sin bolig, fordi man måske ikke kan betale sin termin, så har man et problem. Skal man derimod ikke flytte, og man ikke har problemer med at betale regningen, så er der ingen problemer i at være teknisk insolvent.

Det at være teknisk insolvent er altså ikke det samme som, at man må sælge sin bolig med tab! Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan indfri sin gæld. I og med at 80 procent af danskerne har friværdi, så må der være flere, der skal sælge deres bolig med tab, end der er teknisk insolvente. Så her er der blot tale om en dramatisering i de førnævnte tal. Et faktum er nemlig, at langt de fleste boligsælgere skal ud og købe en anden bolig. Og så er det interessante ikke, om man må sælge sin nuværende bolig med tab, men snarere hvad man skal give i ‘bytte’ mellem de to boliger. I mange tilfælde vil de bolig­ejere, der netop har lidt de største tab, ud og købe en større bolig. De skal skalere deres bolig op i størrelse og vil således typisk købe en dyrere bolig.

For denne gruppe af boligejere er de faldende boligpriser en gunstig mulighed. Det er muligt, at de må sælge deres egen bolig med tab, men den større bolig er tilsvarende blevet billigere. Derfor er det bytteprisen imellem boligerne, det er relevant at kigge på, og skal man derfor bruge mere plads, er det oplagt at købe bolig i et faldende marked.