Las Olsen, privatøkonom, Danske Bank

Mange mener, at børnechecken skal beskæres. Enten skal den ikke længere gives til dem, der kan klare sig selv, eller også skal den helt afskaffes. Men det er småt med forslag til, hvordan det helt præcis skal gøres. Det er der god grund til, for det er nemlig slet ikke nemt at begrænse børnechecken. Det kan faktisk godt vise sig at være tæt på umuligt. Problemet er, at hvis checken kun skal gå til dem med lave indtægter – så kan det betale sig at have en lav indtægt. Altså det modsatte af det, som de fleste politikere mener: at det skal kunne betale sig at arbejde.

Lad os for eksempel sige, at familier, der tilsammen tjener 700.000 kroner om året, ikke længere skal kunne få børnecheck. Med to små børn går de så glip af 34.128 kroner. Det betyder, at familien ofte vil have flere penge tilbage alt i alt, hvis den ene af forældrene går ned i tid. Hvis de tjener 350.000 kroner hver til at starte med, vil den ene faktisk kunne tillade sig at gå ned på 31 timer, og de vil stadig have mere ud af det.

For at undgå den slags kunne løsningen i stedet være, at børnechecken bliver mindre, jo mere man tjener. Det kunne for eksempel ske ved, at når husstandsindkomsten når over 600.000, begynder børnechecken at skrumpe – og når familien runder en million i indkomst, er checken helt væk. Men det er også problematisk. Hvis en af de voksne tjener 100 kroner mere, så mister de til gengæld 8,53 i børnecheck. Ud over det skal de jo betale skat. Alt i alt får de mindre end 50 kroner ud af at tjene 100 kroner ekstra, selv hvis de ikke betaler topskat. Gør de også det, kommer gevinsten ned på 35 kroner. Effekten bliver præcis den samme, som hvis topskatten bliver højere og rammer flere: Vi vil arbejde mindre.

Så er der den mulighed at afskaffe børnechecken helt. Men den er ikke populær, fordi det vil være et hårdt slag for især de børnefamilier, hvor indkomsten er lav. Der har normalt været en eller anden form for tilskud til folk med børn, og det er også normalen i andre lande. Som regel er det i form af et fradrag i skatten, men siden 1987 har vi altså herhjemme fået børnechecken i stedet. Effekten på økonomien er selvfølgelig præcis den samme, hvad enten man kalder det en check eller et fradrag.

Men måske er effekten på debatten ikke den samme. Det kunne godt se ud, som om at udbetalingen af en børnecheck virker provokerende på en måde, som skattefradrag ikke gør. Så udgangen på hele debatten bliver måske, at børnechecken bliver omdøbt til et fradrag.

Helt samme problem som med børnechecken har vi i forhold til andre grupper, for eksempel pensionister. Hvorfor skal de med en god pension også have folkepension, gratis hjemmehjælp og mimrekort? Fordi det ellers svarer til, at der er en ekstra høj skat på dem, der selv sparer op til pensionen. I forvejen bliver de hårdt ramt af, at de mister hele eller dele af tillægget til folkepensionen.

Der er faktisk store grupper, hvor det reelt giver underskud at spare op på en standard-pensionsordning. Jeg må indrømme, at jeg har en personlig interesse i det her. Med to børn og en god løn er min familie klart i farezonen for at få mindre børnecheck, hvis den bliver gjort afhængig af indkomsten.

Men tro det eller ej: Det er altså ikke derfor, jeg skriver det her. Det er for at gøre opmærksom på, at tingene nogle gange ikke er så enkle. Og forklare, hvorfor langt de fleste økonomer er så skeptiske over for forslaget om at begrænse børnechecken.

En af årsagerne til, at ejerlejlighederne klarer sig så meget bedre end parcelhusene, er deres beliggenhed. Den typiske ejerlejlighed er i større byer, hvor arbejdsmarkedet er langt mere attraktivt end i udkantsområderne. Netop udkantsområderne er med til at trække det samlede billede af parcelhusene ned, idet boligmarkedsstatistikkerne er præget af, at der i disse områder står en masse boliger til salg, der har været svært omsættelige igennem en årrække. Forskellen på statistikkerne imellem ejerlejligheder og parcelhuse er således en god indikator for, hvad vi skal holde øje med, hvis vi vil finde fremgang i boligmarkedet.

Pengeklumme Ulrikke Ekelund Cheføkonom, BRFkredit

Normalt siger vi, at renten er alfa og omega, når man på den korte bane skal vurdere retningen på boligpriserne. Siden 2009 har renterne imidlertid været historiske lave, og der er jævnligt blevet sat nye rekorder som ved et andet atletikstævne. Boligpriserne er dog ikke steget af den grund – tværtimod. Noget kunne derfor tyde på, at renten ikke denne gang skal være katalysatoren for en vending på boligmarkedet. Derfor må vi lede efter en anden kickstart.

De af jer, der kender en gammel Puch Maxi (en ældre knallertmodel), vil vide, at der nogle gange skal trædes mange gange og hårdt, før motoren går i gang. Sådan bliver det formentlig også for boligmarkedet. Årsagen er, at et andet vigtigt forhold for boligprisudviklingen er udviklingen på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet reagerer normalt langsomt. Det at købe bolig er for almindelige mennesker en meget stor beslutning, hvorfor sikkerhed for indkomsten ofte er et tungtvejende argument.

Det betyder, at vi er mere tilbageholdende i perioder, hvor ledigheden er stigende. Ledigheden er steget mere i udkanten af Danmark end i de større byer. Derfor har boligpriserne i disse områder også været under et større pres. Det er som nævnt hovedårsagen til, at ejerlejlighederne klarer sig bedre end parcelhusene rent prismæssigt. Idet vilkårene for renten næppe kan blive meget bedre, skal vi altså have knækket kurven for beskæftigelsen, før der for alvor kommer til at ske noget med boligmarkedet.

Vi skal derfor væbne os med tålmodighed, før vi vil se, at boligmarkedet vender. I den aktuelle konjunktursituation må vi forvente, at der går noget tid, før beskæftigelseskurven for alvor knækker. I den forbindelse er det værd at bide mærke i, at den økonomiske dagsorden i Europa i øjeblikket trækker mod at spare. Det bevirker, at der via finanspolitikken ikke er meget hjælp at hente til beskæftigelsen. Vi skal derfor nok hen i 2013 eller 2014, før vi for alvor vil se mærkbare prisstigninger på ejerboliger igen.

Historisk har det i Danmark været sådan, at boligkriser har varet i syv år. Det behøver dog ikke nødvendigvis at være sådan, selv om historien har det med at gentage sig selv. Det, der kan være afgørende, er, hvorvidt politikerne eventuelt beslutter sig for at regulere boligmarkedet. Aktuelt er der travlhed med at forsikre vælgerne om, at man ikke vil røre ved boligmarkedet, men man kan ikke tage det for givet, at boligerne vil gå fri i en eventuel skattereform.

Betyder det så, at man skal være tilbageholdende med at købe bolig? Næppe! Det vil formentlig være sådan, at hvis boligskatterne bliver berørt, vil boligejerne blive kompenseret via indkomstskattelettelser – det må være formålet med hele øvelsen. Lykkedes en sådan reform, vil den være gavnlig for beskæftigelsen.

Katrine, 48 år, SPRØK-uddannet

Kære Katrine!

Din usikkerhed er en naturlig reaktion, når der sker store, ikke-selvvalgte forandringer i tilværelsen.

Annette Duch Gronemann er karrierecoachen og konsulenten i talentudvikling hos Talentagent.dk – en kandidatbank for ledere og specialister, der vil videre i karrieren – svarer på spørgsmål om job, karriere, personlig udvikling og rekruttering. Få svar i avisen eller via e-mail. Din identitet vil være anonym i avisen. Send spørgsmål til jobogkarriere@talentagent.dk

Du skal over chokket, få sagt mentalt farvel til den virksomhed, der har fyret dig, og så se det positive i at få muligheden for at komme ind i en ny og spændende virksomhed.

22 år er lang tid i samme virksomhed, og du er vokset sammen med virksomheden, og den er blevet en del af din identitet. Du skal reflektere og forestille dig, hvordan du fungerer godt i en ny virksomhed, hvad du laver, hvor du sidder, hvem du taler med, og at du har succes, fordi du arbejder med noget, du virkelig godt kan lide og interesserer dig for.

Beslut dig for, i hvilken retning din kommende karriere skal udvikle sig, og få lagt en plan for, hvordan du vil nå dine mål. Glæd dig til en god proces.

For et år siden blev jeg forfremmet til leder for en ny afdeling. Jeg er meget usikker i lederjobbet og har det ikke godt. Hvad gør jeg?

Jakob, 34 år, Afdelingsleder

Kære Jakob!

Du er vant til at arbejde som specialist. Og det er noget andet at være leder. Det kræver uddannelse og ikke mindst lyst.

Inden du kaster håndklædet i ringen, skal du uddanne dig som leder og gå på lederkurser. Du skal finde dig en mentor i virksomheden, der kan støtte dig som leder og diskutere de opgaver, som du ledelsesmæssigt har i hverdagen. I det hele taget give lederjobbet en chance.

Giv det dit engagement i en periode. Du er under alle omstændigheder en dygtig specialist, der kan fordybe dig i de tekniske opgaver. Det job kan du sikkert få igen, hvis ikke du bliver tændt på ledelse.

Vigtigst er, at du har det godt i din funktion, men det er jo altid godt at blive udfordret af nye funktionsområder og se, om du har et potentiale, som kan udvikle sig via træning og uddannelse. Du er jo i en alder, hvor du skal prøve dig selv af, når du får muligheden. Så, giv den et nøk til.

Ulrikke Ekelund er chef-økonom i BRF-kredit

Hver anden onsdag skriver hun en klumme, hvor hun vil forsøge at give et indblik i, hvad de seneste begivenheder i finansverdenen betyder for boligejerne.

I den verserende boligdebat har mange af debattørerne travlt med at overgå hinanden. Eksempelvis har det været kendt i et stykke tid, at mere end 150.000 danskere er teknisk insolvente. I den forgangne uge kom det frem i debatten, at mere end 250.000 danskere ikke kan sælge deres boliger uden tab. Her er der vist tale om overbudsretorik. Den mest dramatiske overskrift sælger, men hvad skal man egentlig tro, hvis man påtænker at købe bolig eller er boligejer?

Lad mig slå fast, at det at være teknisk insolvent svarer til, at ens gæld er større end ens aktiver. Dvs. hvis man sælger alle sine aktiver og bruger de penge, som salget ind­bringer til at nedbringe gælden, vil man ikke kunne skaffe hele sin gæld af vejen. Er det et problem? Ja, hvis man aktuelt skal flytte fra sin bolig, fordi man måske ikke kan betale sin termin, så har man et problem. Skal man derimod ikke flytte, og man ikke har problemer med at betale regningen, så er der ingen problemer i at være teknisk insolvent.

Det at være teknisk insolvent er altså ikke det samme som, at man må sælge sin bolig med tab! Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan indfri sin gæld. I og med at 80 procent af danskerne har friværdi, så må der være flere, der skal sælge deres bolig med tab, end der er teknisk insolvente. Så her er der blot tale om en dramatisering i de førnævnte tal. Et faktum er nemlig, at langt de fleste boligsælgere skal ud og købe en anden bolig. Og så er det interessante ikke, om man må sælge sin nuværende bolig med tab, men snarere hvad man skal give i ‘bytte’ mellem de to boliger. I mange tilfælde vil de bolig­ejere, der netop har lidt de største tab, ud og købe en større bolig. De skal skalere deres bolig op i størrelse og vil således typisk købe en dyrere bolig.

For denne gruppe af boligejere er de faldende boligpriser en gunstig mulighed. Det er muligt, at de må sælge deres egen bolig med tab, men den større bolig er tilsvarende blevet billigere. Derfor er det bytteprisen imellem boligerne, det er relevant at kigge på, og skal man derfor bruge mere plads, er det oplagt at købe bolig i et faldende marked.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank

2012 er kommet i gang med dystre overskrifter. Ingen er tilsyneladende længere i tvivl om, at Danmark er i økonomisk krise. Det bliver hårdt, og der skal strammes op og holdes for. Og det er alt sammen rigtig nok, men så er det altså heller ikke værre. Vi er langt fra at være i en ny krise som den, der ramte os i slutningen af 2008.

Vi står ikke i en stiv januarstorm med nedstyrtende tage og frarådning af al udkørsel – men nærmere i en langvarig periode, der føles som støvregn en råkold tirsdag formiddag i marts.

Fra slutningen af 2008 til begyndelsen af 2010 for-svandt der 167.000 job i Danmark. Det svarer til 300 job om dagen. Andre hundredtusindvis måtte acceptere job med lavere løn eller har mistet indkomst, fordi de ikke længere har så meget at lave som tidligere. Aktieejerne blev ramt af kolossale tab. Dét var en rigtig krise – på mange måder den værste, der har været siden Anden Verdenskrig.

Nu er arbejdsløsheden stigende igen, men slet ikke i samme tempo. Der er nu i omegnen af 20.000 færre job i Danmark end for et år siden. Hovedparten af den tilbagegang skyldes, at der er færre offentligt ansatte – mens det store fald i 2009 kom på trods af, at det offentlige ansatte 19.000 flere. På det private arbejdsmarked er der altså mere stilstand end tilbagegang, og sådan bliver det formentlig ved – i grove træk.

Arbejdsløshed, der stiger svagt fra et i forvejen højt niveau, er selvfølgelig ikke noget at råbe hurra for. Det ville være meget bedre med et rigtigt opsving, der kunne skabe nye job. Men det er ikke rigtig realistisk, når hele den vestlige verden er fanget i samme stilstand som Danmark.

For mange føles det nok mere som krise nu end i 2009. Det skyldes, at kriser er længe om at nå ud til flertallet. Selv når arbejdsløsheden stiger voldsomt, så beholder de fleste jo alligevel jobbet eller overførselsindkomsten. Og i 2009 og 2010 fik de, der beholdt jobbet, faktisk flere penge mellem hænderne, især fordi skatten blev sat ned, og renten faldt. Men nu mærker vi meget tydeligt effekten af, hvad der skete i 2009, i form af meget små lønstigninger, kombineret med skattestigninger.

Det ændrer bare ikke ved, at vi sådan set har lagt selve den dybe krise bag os. Vi har ikke fået noget opsving, og det går stadig ikke godt – men der er altså heller ikke grund til at male fanden på væggen.

Las Olsen privatøkonom i Danske Bank

Der er selvfølgelig masser af eksempler på det modsatte, men samlet set har vi danskere sat forbruget ned. Sikke en lettelse, vil mange sikkert mene. Julen bør ikke handle om de største gaver og den mest fancy konfekt, og forbrugsræset har taget overhånd – eller havde i hvert fald i 2007, hvor vi nåede den hidtidige rekord.

Fedtethed, der går ud over samfundet, vil andre sige. Siden 2007 er privatforbruget faldet med over fem procent. Det er hovedårsagen til, at den økonomiske krise har ramt Danmark hårdere end de fleste andre lande. Hvis forbrugerne ville åbne for pungen, kunne det tage en god bid af arbejdsløsheden.

Jeg synes ingen af delene. Formålet med at tjene penge er at bruge dem, for penge er der ikke noget sjov ved i sig selv. Har man penge nok, er det at købe gaver og god mad til familien da ikke den værste måde at bruge dem. Glæden ved at give kan som bekendt være større end glæden ved at bruge. Og man skal ikke bruge penge for samfundets skyld.

Det er rigtigt, at højere privatforbrug på kort sigt kunne gavne dansk økonomi og skabe flere job. Men det hjælper ikke meget, hvis konsekvensen er, at forbrugerne går nedenom og hjem bagefter, fordi de har for meget gæld og for få penge lagt til side.

Baggrunden for, at forbruget er faldet så meget, er usikkerheden om økonomien. Risikoen for arbejdsløshed er steget, og sandsynligheden for, at man kan klare den ved at sælge huset og flytte til noget billigere, er faldet. I den situation er det helt fornuftigt og godt for alle parter, at folk lægger penge til side.

Men der er ingen tvivl om, at usikkerheden har taget overhånd og skabt en unødvendig høj opsparing hos nogle af dem, der reelt ikke er i farezonen. Mit råd vil derfor være: Brug penge, hvis du har lyst og råd. Lad være, hvis du ikke har. Det er det bedste, du kan gøre både for dig selv og samfundet.

Ulrikke Ekelund, cheføkonom BRF-kredit

Du ligger måske inde med en større portion euro efter en udlandsrejse, eller du har måske ligefrem lån i euro?

Jeg kan berolige dig med, at euroen højst sandsynligt ikke bryder sammen. Projektet er så stort et prestigeprojekt for de deltagende lande, at man vil strække sig langt for at redde valutaen. Det har vi senest set et eksempel på her sidste weekend, hvor de europæiske politikere forhandlede sig frem til noget, der kunne tegne den første skitse til en egentlig løsning på eurosamarbejdets problemer.

Nu gælder det ‘bare’ for politikerne om at overbevise baglandet om, at den løsning, de har forhandlet sig frem til, er den rigtige løsning. Umiddelbart er det jo ikke et ‘folkeligt’ projekt at redde et valutasamarbejde, og derfor skal man heller ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Netop derfor kan man forholde sig til, hvad der egentlig vil ske, hvis eurosamarbejdet brød sammen. Det vil ganske givet føre Europa ud i en dyb økonomisk krise med en længere recession til følge og dermed koste tusindvis af arbejdspladser.

Der findes ikke en bestemmelse i en traktat, der siger noget om, hvordan man træder ud af euroen. Selv om Danmark som bekendt ikke er med i euroen, fører vi fastkurspolitik over for den, og derfor vil sådan en bestemmelse også have en vis interesse for Danmark.

Der findes nemlig en masse juridisk bindende aftaler i Danmark, der forudsætter en betaling i euro. Derfor er det også svært ikke at forestille sig, at hvis vi skulle komme i en situation, hvor euroen bryder sammen, vil myndighederne (formentlig Nationalbanken) tage sig af at stille en kurs, man kan afregne til. Denne kurs vil også være den, der vil blive brugt, når kronens kurs skal fastsættes i forhold til de øvrige valutaer.

Tilsvarende vil Nationalbanken ganske givet i en periode modtage euro via de almindelige banker og omveksle disse til danske kroner. Der er derfor ingen grund til at være direkte bekymret i forhold til de privatøkonomiske konsekvenser på dén front. På den længere bane er det dog klart, at udsigten til en lang periode med recession i Europa er meget bekymrende.

En sådan vil ramme dansk økonomi hårdt, fordi vi er en lille, åben økonomi, der primært lever af vores eksport. Derfor er det vigtigt, at der er dansk opbakning til den løsning, de europæiske ledere kan blive enige om.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank

Sandheden er, at det ikke er noget, der findes et simpelt svar på. Det vil altid blive et svar om, at det kommer an på … Først og fremmest sker der det, at efterlønnen bliver væsentligt mindre attraktiv. For mange bliver den nu på niveau med folkepensionen, for nogle væsentligt lavere. Derfor må man vurdere, om man stadig har lyst til at gå på efterløn frem for at arbejde frem til folkepensionsalderen.

Hvis man beslutter at droppe efterlønnen, kan det godt være en god idé at lade pengene stå alligevel for at få en endnu større udbetaling ved pensionsalderen. Man får nemlig en såkaldt skattefri præmie på 148.000 kroner, hvis man har ret til efterløn, men ikke udnytter den ret. Og det er jo væsentligt mere end de knap 70.000 kroner, man maksimalt vil kunne få udbetalt, hvis man melder sig ud af efterlønsordningen i 2012. Til gengæld skal man fortsætte med at betale efterlønsbidrag, og man går også glip af afkastet, man kunne få ved selv at investere efterlønsbidraget.

Det er især dem, der er i 50’erne, som kan tabe meget ved at hæve efterlønsbidraget. Den, der er yngre, vil ofte kunne få mere ud af selv at spare op.

Hvis man trods forringelserne stadig gerne vil trække sig tilbage før folkepensionsalderen, kan det typisk bedst betale sig at blive i efterlønsordningen. Men folk med høj indkomst kan med fordel melde sig ud og selv spare op til den tidlige tilbagetrækning. Grænsen går ved en indkomst omkring de 600.000 kroner.

Og så er der jo nok også mange, der simpelthen har brug for pengene nu.

Heldigvis er der tid endnu, for muligheden for at hæve pengene skattefrit starter først den 1. april 2012 og varer seks måneder. Men der er altså også nok at tænke over.

Ulrikke Ekelund, Cheføkonom i BRF Kredit

Julen står for døren, hvilket har en række økonomiske konsekvenser. Den søde tid medfører nemlig som bekendt også en masse udgifter. Der er særligt to omkostninger, der fylder i budgettet. Dels skal der købes mad, dels skal der købes gaver. I år er der udsigt til, at det bliver langt dyrere end tidligere år at købe julemaden, som en konsekvens af den nye fedtafgift! Såvel anden som flæskestegen er således blevet noget dyrere, men det er julekonfekten også. Derfor skal man alt andet lige påregne, at der bliver lidt færre penge til andre ting, hvis altså man handler ind, som man plejer til julen.

Et godt råd er derfor at lave lister over, hvad man skal bruge, så man ikke handler impulsivt ind. Tilsvarende kan det være en god idè at sætte tid af til at købe ind, således at man ikke gør det på et tidspunkt, hvor alle andre også handler. I situationer, hvor man bliver ramt af stress og lange køer, og man måske er lidt småsulten, viser alle undersøgelser nemlig, at det er dyrere at købe ind!

Den anden store post på budgettet er gaverne. Der er flere strategier til, hvordan man kan undgå, at gavebudgettet løber løbsk. Igen er det en god idè at være i god tid. Køber man gaverne i sidste øjeblik, og kan man ikke få det, man har tænkt sig, ender man ofte med at købe en dyrere gave end tiltænkt.

Det undgår man ved at være i god tid og kan se efter gaven flere steder. Herudover kan det være en god ide at fastsætte et specifikt gavebeløb til hver enkelt. Har man en økonomi, der er lidt presset, så tænk i at give praktiske gaver, hvor nogle af gaverne er ting, man ved, at man i forvejen skal ud at købe inden for den nærmeste fremtid. På den måde kan man spare penge. Endelig kan man udnytte, at det aktuelt ikke går strygende med dansk økonomi. Det bevirker, at mange detailhandelsbutikker allerede kører tilbudskampagner før jul.

Se dig godt for – det kan jo være, at nogle af de gaver, du overvejer at købe, eventuelt er på tilbud et sted. På den måde kan du få budgettet til at holde længere og dermed eventuelt spare nogle af de penge, som fedtafgiften suger ud af din økonomi på madkontoen. En spare-jul behøver ikke at være en kedelig jul! Der er nemlig sparet meget ved blot at lave lidt forarbejde og planlægge sine indkøb.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank

På de nære linjer tegner det til en højere skatteregning på forskellig vis, om end tallene for det nok ikke helt kan kaldes skræmmende. Vi har set lidt på, hvad aftalen betyder for privatøkonomien for almindelige lønmodtagere.

Mest markant betyder nye afgifter på slik, is, sodavand, tobak, øl og vin, at en typisk børnefamilie vil skulle af med cirka 1.200 kroner ekstra om året.

Også den grønne ejerafgift på biler, og en række andre afgifter på energi og andre ting, får lov at stige, så den samlede regning for børnefamilien ender på 1.400-1.500 kroner, eller omkring 125 kroner om måneden.

Regeringen har planer om, at afgifterne i 2013 også rammer for eksempel asier og ketchup, så der er udsigt til en afgiftsstigning i næsten samme størrelsesorden.

Men altså, trods alt ikke noget, der bør vælte budgettet fuldstændig. Og folk med lav indkomst bliver kompenseret i 2013 med 280 kroner om året.

Der er også andre stramninger. Et loft over indbetalinger på ratepensioner vil betyde, at mange med en indkomst omkring de 400.000 eller mere skal til at finde på en anden måde at spare op på – eller til at spare mindre op.

Det vil give staten mere i indtægt nu, men mindre i fremtiden, hvor pensionerne ellers ville blive beskattet. Ud over det skal der også betales mere i skat af pensionens afkast.

De, hvis arbejde giver adgang til gratis sundhedsforsikring eller medarbejderaktier, skal til at betale skat af det. Det er også slut med at købe computere og telefoner gennem arbejdsgiveren med skattefordel.

Til gengæld slipper de, der får en telefon eller computer med hjem for at kunne arbejde på dem for at betale den gamle multimedieskat – medmindre de også bruger telefonen privat. Gør de det, bliver skatten blot marginalt lavere end i dag.

Alt det kommer oven i de skattestigninger, der blev besluttet under den gamle regering, og som i 2012 løber op i knap 3.000 kroner for en almindelig familie.

Og sådan er pilen lagt for de kommende år. Der mangler penge i statskassen, og en del af løsningen kommer til at blive højere skatter og afgifter. Det er en af grundene til, at vi ikke skal regne med for alvor at få flere penge mellem hænderne lige foreløbig.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.