Danmark skal leve af mennesker med gode ideer og viljen til at føre dem ud i livet. På Niels Brock fandt metroXpress tre selvsikre fremtidsambassadører.
De er kreative. De er målrettede. De tror på sig selv og deres evne til at føre ideer og drømme ud i livet. Paw Becker, Jakob Jakobsen, begge 19 år, og Nana Vasvik på 18 år er klassekammerater i 3.g på handelsgymnasiet Niels Brocks innovationslinje. Her udklækkes nogle af fremtidens iværksættere, som vil sætte nye virksomhedssucceser på verdenskortet. Det tror skolen på, og det tror Paw, Jakob og Nana på.
»Jeg har altid haft en drøm om at blive iværksætter, og jeg driver i dag virksomheden ’Den Rene Bil’ sammen med to venner. Vi tilbyder bilvask til private og firmaer på deres egen adresse. Ideen fik jeg, fordi jeg selv hader at køre i en beskidt bil,« siger Paw.
For alle er det ikke produktet, der er det vigtigste. Det er mere processen med at starte en virksomhed op, som er interessant. Foto: Thomas Freitag
Arbejdet med at etablere og drive virksomhed har givet ham en masse erfaring med blandt andet momsregnskaber og markedsføring, som gør undervisningen på Niels Brock relevant og motiverende. Samtidig kan han trække på erfaringerne, når fremtidens virksomhedsprojekter skal sættes i søen. Han ved ikke, hvilken type virksomhed han vil starte. Men det er også sekundært.
»Det vigtige er ikke produktet. Det er alt det uden om, der er spændende. Etableringsfasen og udviklingen af virksomheden,« siger Paw og tilføjer:
»Et af mine store forbilleder er Janus Friis (Skype-milliardær, red.). Han har vist, at det kan lade sig gøre at få en god ide og føre den ud i livet. En anden er Klaus Riskær. De har begge et stort drive.«
Jakob har det på samme måde. Han bruger stort set al sin tid på skolen og sin virksomhed, som sælger digitale notesbøger til lærere og elever på gymnasier og kostskoler.
»Det er blevet en ganske udmærket forretning, og vi kan bruge meget af det, vi lærer i undervisningen,« siger han.
Drømmescenariet for Jakob er at blive en slags iværksætter-entreprenør, der starter nye virksomheder op og forlader dem igen, når de kører på skinner.
»Jeg tænker hele tiden på, hvordan man kan gøre tingene smartere og lettere. Studiet har lært mig at tænke i de baner og motiveret mig til at tro på, at man kan ændre og skabe noget,« siger han.
Nana og to klassekammerater er ved at udvikle en elektronisk anordning til biler, der kan forbedre trafiksikkerheden. Mere vil hun ikke sige, fordi de er ved at søge patent på det, der måske kan blive et guldæg. En investor er interesseret, og de arbejder målrettet på at få opfindelsen patentregistreret.
»Pengene betyder ikke så meget, hvis det viser sig at blive en god forretning. Det vil da være en ekstra bonus, men det vigtigste er, at det er sjovt at udvikle sin egen virksomhed,« siger hun.
Af Thomas Ambrosius
På forsiden lige nu
Rige bruger billig polsk arbejdskraft
Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…
Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene
Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…
