Statsminister Lars Løkke- Rasmussen (V) kommer nu det kriseramte landbrug i møde på to fronter.
For det første er statsministeren klar til at implementere EU’s vandrammedirektiv langsommere end tidligere udmeldt. For det andet er regeringen ved at lægge sidste hånd på en landbrugspakke, der skal lette rammevilkårene for erhvervet med 1 mia. kr.
Det skriver dagbladet Børsen.
»Vi har 150.000 arbejdspladser i dansk landbrug og fødevareindustri, og dem ønsker jeg at bevare. (…) Jeg håber, at vi inden for kort tid kan præsentere en pakke, der har det sigte, at vi fortsat har et konkurrencedygtigt landbrugserhverv og fødevaresektor i Danmark,« sagde statsministeren i går på sit ugentlige pressemøde.
Ifølge Børsens oplysninger vil regeringen en af de nærmeste dage præsentere en pakke med en lempelser inden for blandt andet fødevareerhvervets udgifter til kontrol på slagterierne.
Derudover er lempelser på afgifter på spildevand og pesticider i spil, samt udgifter til miljøgodkendelser og jordskatter. Samlet set skal pakken gøre det billigere at drive landbrug i Danmark, fordi konkurrencen med landmænd i nabolandene er ulige på grund af en række danske særafgifter.
Og de danske landmænd eksporterer to tredjedele af deres produktion.
»Der må vi selvfølgelig også se på, hvilke krav omverdenen stiller til dem, der konkurrerer med dansk landbrug. Så meldingen om, at vi skal analysere dansk landbrugs situation om imod sammenlignelige landbrugs situation – det er en meget relevant problemstilling,« siger Lars Løkke Rasmussen.
På forsiden lige nu
Rige bruger billig polsk arbejdskraft
Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…
Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene
Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…

