metroXpress.dk

Klumme: Der er gået forår i økonomien

Dansk økonomi er lidt som vejret for tiden. Det er bedre, end det har været, og endnu mere bedring er på vej. Men det er usikkert hvornår, og der er stadig rig mulighed for både storm og frost.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank.

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning

Det er nu to år siden, at vi begyndte at arbejde os ud af krisen – siden foråret 2009 har der nemlig været vækst i dansk økonomi, forstået på den måde, at vi kvartal efter kvartal har øget vores produktion, sådan i det store hele.

Men det er først nu, det rigtig begynder at føles som et opsving. Arbejdsløsheden er begyndt at falde, færre huse ryger på tvangsauktion, og virksomhederne siger, at de har tænkt sig at skrue op for ansættelserne.

Som sædvanlig er det udviklingen i udlandet, der styrer vores udvikling.

Verdensøkonomien er oppe i højeste gear igen, og i vores nærmeste nabolande, Tyskland og Sverige, var 2010 et af de bedste vækstår nogensinde.
I den situation ville det faktisk være meget skuffende, hvis ikke danske virksomheder fik det bedre også.

Virksomhederne har også fået lidt lettere ved at sælge herhjemme, fordi privatforbruget er steget jævnt de sidste to år. Det er bare ikke steget særlig meget, når man tænker på, hvor kolossalt faldet i forbruget var i begyndelsen af krisen. Og det meste af den stigning, der trods alt har været, er gået til øget forbrug af biler og af energi til opvarmning, så det er ikke så mærkeligt, hvis butikker og restauranter stadig har svært ved at finde den helt store optimisme frem.

Og det bringer mig frem til den store risiko for fornyet vintervejr.

Vækst i privatforbruget er nemlig en forudsætning for, at opsvinget bider sig fast. Men kommer den vækst virkelig, når de fleste faktisk får færre penge til sig selv i år?

Ja, det tror jeg faktisk, at den gør. Når arbejdsløsheden falder, er der ikke samme behov for at spare op som før, og det giver plads til mere forbrug.

Men det kræver altså, at folk virkelig føler, at det går bedre. Det kan jo for eksempel være svært, hvis udsigten til stigende renter sætter huspriserne under pres. Her er altså klart tale om noget, der kan falde ud til begge sider.

Lad mig lige understrege, at det her handler om dansk økonomi som helhed – ikke om den offentlige sektors økonomi, som er det, politikerne mest diskuterer. Den har nogle helt særlige problemer, nemlig, at der er udsigt til store underskud, så langt øjet rækker, hvis der ikke gøres noget.
Men mere om det en anden gang.


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

  • Elkaya

    Typisk bankøkonom pladder. Skriv dog at Danske Bank har brug for at flere låner nogen penge nu medens renten er relativ lav så de hænger på når renten bliver reativt højere

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media