metroXpress.dk

Klumme: Julegaverne er blevet billigere

Alt i alt kommer der altså større og bedre gaver for det samme gavebudget i år.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank.

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den økonomiske krise har sat virksomheder over hele verden under pres, og vi nærmer os nu den tredje jul i træk, hvor butikkerne kommer til at sælge mindre, end da det gik bedst for dem – hvilket altså var i 2007. Men den gode nyhed er, at svagt salg og kamp om kunderne har tvunget priserne ned på mange typiske julegaver.

Forbrugerpriserne er samlet set steget 2,5 procent over det seneste år. Men de stigende priser skyldes især, at der er kommet højere afgifter på tobak, og at benzin, olie og gas er blevet en hel del dyrere. Ærgerligt nok, men det er jo ikke ligefrem oplagte julegavevarer.

Det er derimod tøj, og på det er priserne faktisk lavere nu end for et år siden – om end kun 0,3 procent lavere.

Det er børnetøj, der er blevet billigere. Her er faldet på hele 5,7 procent, så det er væsentligt billigere at give de små bløde pakker. Men det duer ikke som undskyldning for at skuffe børnene med halstørklæder i stedet for racerbiler, for varerne i kategorien ‘spil, legetøj og hobbyartikler’ er faktisk faldet end-nu mere, nemlig med syv procent. Og helt vildt ser det ud, hvis det er en ny mobiltelefon, der skal under træet, for prisen på telefoner er faldet med ikke mindre end 29,1 procent. Men her skal man nok lige huske, at statistikken sammenligner prisen for éns varer. Det er næppe blevet billigere at købe årets fortrukne telefon.

Også mange typiske voksenjulegaver er blevet billigere. Kategorien ‘Glas, service og husholdningsredskaber’ frister med prisfald på 1,7 procent, og så godt som alle former for elektronik og hobbyudstyr har lavere priser i dag – men igen, det vil ofte være for sidste års modeller. En undtagelse fra hovedreglen om prisfald er ure og smykker. Her er priserne faktisk steget 6,1 procent, måske på grund af den stærkt stigende pris på guld. Rigtig godt ser det til gengæld ud for bøger, som er hele 17,2 procent billigere end for et år siden.

Alt i alt kommer der altså større og bedre gaver for det samme gavebudget i år. Oven i det regner vi med, at gavebudgettet er godt fem procent større, for der har faktisk været en ganske pæn stigning i privatforbruget siden sidste jul. Butikkerne kan derfor også se frem til en større omsætning. Men prisudviklingen tyder på, at de ikke nødvendigvis skal regne med mere indtjening.


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media