Det er måske bare, fordi jeg snart bliver 40 og altså kommer nærmere på den alder, hvor man brokker sig over priserne
Men det er altså forholdsvis store prisstigninger, vi forbrugere oplever for øjeblikket. Inflationen er nu oppe på 2,7 procent. Det betyder, at alt, hvad vi danskere køber, i gennem-snit koster 2,7 procent mere end for et år siden. For en typisk børnefamilie er det 1.000 kroner mere om måneden.
Benzin, varme og mad er nogle af de områder, hvor det er blevet dyrere at leve. Og det er ikke slut endnu. Inflationen kommer formentlig op omkring 3,5 procent i løbet af sommeren, før den begynder at falde igen.
Inflation er selvfølgelig ikke nogen nyhed. År efter år stiger priserne, men som regel følger løn og andre indkomster med. Godt og vel endda – det normale er, at lønstigningen giver mulighed for større forbrug hvert år. Men denne gang er det anderledes. De privatansatte kan håbe på at få et par procent mere, overførselsindkomster som SU, dagpenge og pension stiger med 1,9 procent, og de offentligt ansatte får et rundt nul. Alt sammen for lidt til at følge med priserne. Især fordi skatten samtidig stiger på grund af regeringens genopretningsplan for de offentlige finanser.
Det betyder altså, at forbrugerne har færre penge at forbruge. Ret ærgerligt netop nu, for et højere privatforbrug er en af de ting, der skal til, hvis vi for alvor skal komme fri af krisen og få arbejdsløsheden til at falde igen. Jeg er nu ret overbevist om, at forbruget kommer til at stige i år alligevel, for danskerne har sparet voldsomt meget op gennem krisen, vel nok af frygt for arbejdsløsheden. Hvis vi bare bruger lidt mere af vores indkomst, stiger forbruget – også selv om indkomsten reelt bliver lidt mindre. Trods alt vil langt de fleste have væsentligt mere tilovers hver måned i år, end de havde før krisen, også når inflationen er trukket fra.
Men prisstigningerne betyder, at opsvinget i forbruget bliver svagere, end det kunne være. Og dermed bliver opsvinget i dansk økonomi også svagere.
Desværre for os forbrugere er det ikke nogen ren tilfældighed, at det bliver dyrere at leve. Godt nok er uro i Mellemøsten og dårligt vejr i Australien nogle af de ting, der midlertidigt har sendt priserne ekstra højt op på olie og mad. Men priserne stiger også, fordi der er stor appetit på råvarer af enhver slags som følge af stigende velstand i kæmpelande som Kina og Indien. Inflationen skal nok blive lavere, end den er lige nu, men prisstigninger er noget, vi lige så godt kan vænne os til.
Las Olsen, privatøkonom i danske bank
På forsiden lige nu
Rige bruger billig polsk arbejdskraft
Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…
Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene
Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…

