Politikernes planer om at lave om på efterløns-ordningen er nu godt i gang med at blive til konkret lovgivning. I takt med det dukker der flere og flere modstridende råd op i medierne til det spørgsmål, som alle ordningens medlemmer skal tage stilling til: Skal de hæve pengene og droppe ud i 2012 eller lade dem stå og blive?
Sandheden er, at det ikke er noget, der findes et simpelt svar på. Det vil altid blive et svar om, at det kommer an på … Først og fremmest sker der det, at efterlønnen bliver væsentligt mindre attraktiv. For mange bliver den nu på niveau med folkepensionen, for nogle væsentligt lavere. Derfor må man vurdere, om man stadig har lyst til at gå på efterløn frem for at arbejde frem til folkepensionsalderen.
Hvis man beslutter at droppe efterlønnen, kan det godt være en god idé at lade pengene stå alligevel for at få en endnu større udbetaling ved pensionsalderen. Man får nemlig en såkaldt skattefri præmie på 148.000 kroner, hvis man har ret til efterløn, men ikke udnytter den ret. Og det er jo væsentligt mere end de knap 70.000 kroner, man maksimalt vil kunne få udbetalt, hvis man melder sig ud af efterlønsordningen i 2012. Til gengæld skal man fortsætte med at betale efterlønsbidrag, og man går også glip af afkastet, man kunne få ved selv at investere efterlønsbidraget.
Det er især dem, der er i 50’erne, som kan tabe meget ved at hæve efterlønsbidraget. Den, der er yngre, vil ofte kunne få mere ud af selv at spare op.
Hvis man trods forringelserne stadig gerne vil trække sig tilbage før folkepensionsalderen, kan det typisk bedst betale sig at blive i efterlønsordningen. Men folk med høj indkomst kan med fordel melde sig ud og selv spare op til den tidlige tilbagetrækning. Grænsen går ved en indkomst omkring de 600.000 kroner.
Og så er der jo nok også mange, der simpelthen har brug for pengene nu.
Heldigvis er der tid endnu, for muligheden for at hæve pengene skattefrit starter først den 1. april 2012 og varer seks måneder. Men der er altså også nok at tænke over.
På forsiden lige nu
Derfor er det svært at skære i børnechecken
Mange mener, at børnechecken skal beskæres. Enten skal den ikke længere gives til dem, der kan klare sig selv, eller også skal den helt afskaffes…
Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen
Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…

