metroXpress.dk

Klummen: Inflationen kan også være en ven

I  de flestes bevidsthed er inflation noget, der gør alting dyrere, da det udhuler vores lønfremgang og forringer værdien af vores opsparing

Men det behøver ikke nødvendigvis altid at være sådan. For er du en af de mange danskere, der skylder penge, så kan inflationen faktisk vise sig at være en rigtig god ven i nøden.

I sidste uge kom Danmarks Statistik med de nyeste tal for forbrugerprisindekset, altså inflationen. Og statistikken kunne berette, at danskerne i øjeblikket er vidne til gennemsnitlige prisstigninger på 2,6 procent.

En prisstigning på 2,6 procent betyder, at det løbende bliver 2,6 procent dyrere at leve. Det betyder eksempelvis, at har du op til jul fået en lønfremgang, skal din løn helst være steget mere end 2,6 procent, for ellers er der ikke tale om en fremgang, men derimod status quo eller en tilbagegang.

Det samme gør sig gældende for din opsparing. Har du eksempelvis sparet 100.000 kroner op, så betyder en inflation på 2,6 procent, at din opsparing er blevet 2,6 procent mindre værd på et år – eller svarende til godt 2.500 kroner mindre værd. Altså skal du spare mere op, end det inflationen udhuler opsparingen med. Alternativt kan det også formuleres som, at du skal sørge for, at forrentningen på din opsparing er højere end inflationsniveauet. I øjeblikket altså en forrentning der skal være højere end 2,6 procent.

Men, men, men … Inflationen behøver ikke nødvendigvis at være din fjende. For skylder du som så mange andre danskere penge, ja så er inflationen faktisk en hjælpende hånd til at betale af på din gæld.

Det er der flere forklaringer på. Optager du eksempelvis i dag et rentetilpasningslån, er kontantlånsrenten før skat 1,6 procent. Når du har trukket skatten fra, er vi nede på knap 1,1 procent, og fratrukket et inflationsniveau på 2,6 procent giver det en rente på knap minus 1,5 procent. Konklusionen bliver altså her, at det rent faktisk er ‘gratis’ at låne penge. Tro det, eller lad være.

Historien stopper imidlertid ikke her. Låntagere med afdragsfrie lån ender faktisk med at betale afdrag alligevel. Det kan virke underligt, men med førnævnte eksempel in mente, så er det intet mindre end sandt.

I dag arbejder realkreditinstitutter med lån, hvor du kan få op til 10 års afdragsfrihed. Regner vi med, at den nuværende inflation på 2,6 procent i gennemsnit holder i de næste 10 år, vil det alene reducere en nuværende gæld på en million kroner med godt 200.000 kroner, svarende til en femtedel af gældens størrelse. Leger man med tanken om et lån med op til 30 års afdragsfrihed, vil din gæld blive mere end halveret, hvis vi i gennemsnit har 2,6 procent i inflation over de næste 30 år. Så konklusionen må blive, at har du gæld, er og bliver inflationen din ven.

Klummen er udelukkende for skribentens egne holdninger

Ulrikke Ekelund er cheføkonom brf-kredit


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media