Rumænere, litauere og ikke mindst polakker får i stigende grad tildelt danske velfærdsydelser, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det viser en opgørelse over dagpenge og kontanthjælp til personer fra de nye EU-lande i Østeuropa, som Danmarks Statistik har udarbejdet for avisen.
På to år er antallet af østeuropæere på dagpenge syvdoblet til 575 i 2009, mens antallet af østeuropæiske modtagere af kontanthjælp er 16-doblet til 1243 personer.
Man kan få kontanthjælp efter 10 ugers arbejde i Danmark, mens dagpenge kræver arbejde og a-kasse-medlemskab i et år.
- Det er en foruroligende stigning, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V), som vil have undersøgt, om der ligger snyd eller misbrug bag stigningen.
– Samtidig vil jeg indskærpe over for kommunerne, at folk skal stå reelt til rådighed for arbejdsmarkedet, før de får udbetalt kontanthjælp eller dagpenge, siger ministeren til Jyllands-Posten.
Dansk Folkeparti finder det i orden at udbetale dagpenge til udenlandske a-kassemedlemmer, men partiet mener ikke, at danske skatteydere skal betale kontanthjælp til arbejdsløse polakker.
- Det dræner den danske statskasse noget så grueligt. Det kan ikke passe, at vi skal være socialkontor for hele Europa, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.
Socialdemokraterne ser ikke problemer i at give understøttelse til østeuropæerne.
- Det er et udtryk for, at arbejdsløsheden har været stærkt stigende i Danmark. Folk, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, har etableret sig her og har betalt skat og fagligt kontingent. De skal selvfølgelig have de samme rettigheder som danskere, siger arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen (S) til Jyllands-Posten.
Århus, /ritzau/
På forsiden lige nu
Klumme: Faldende boligpriser er en mulighed
Ulrikke Ekelund er uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet. Før BRFkredit har hun arbejdet i Økonomiministeriet og Nationalbanken…
Pengeklumme: Så går det heller ikke værre
Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger 2012 er kommet i gang med dystre overskrifter…
