Markant færre kvinder end mænd bliver iværksættere. Men Anja Lytzen turde. Sidste år startede hun sin egen netbutik – i dag giver hun julemanden kamp til stregen
Da Anja Lytzen stod med to små børn i armene, et job langt fra hjemmet i Hornbæk og en mand endnu længere væk på job i udlandet, måtte hun gøre noget.
»Det holdt jo ikke, at jeg skulle køre helt til København for at arbejde hver dag, hvis jeg også skulle hente mine børn. Jeg måtte have fleksibilitet ind i mit arbejdsliv,« fortæller Anja Lytzen.
For halvandet siden sprang hun ud i det og åbnede sin egen butik. I dag er Anja Lytzen chef for ni. Foto: Thomas Freitag.
Så for halvandet år siden startede hun netbutikken Lirumlarumleg.dk, der forhandler legetøj til 0-6-årige.
I dag arbejder to fuldtidsansatte og syv deltidsansatte med at pakke gaver ind. Men Anja Lytzen kom til at tilhøre et mindretal, da hun blev sin egen chef.
De seneste nøgletal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser nemlig, at 75 procent af alle danske iværksættere er mænd.
»Jeg tror, mange kvinder er bange for at tage springet, især hvis de har familie og mindre børn. Det er jo et sats, og hvad nu hvis det går ud over økonomien og tiden med familien. Det er en bremseklods,« mener Anja Lytzen, der arbejder cirka 50 timer om ugen. Men som sin egen chef arbejder hun, når det passer ind familieskemaet.
»Jeg arbejder på lageret om dagen og tænder computeren klokken 20, når børnene er lagt i seng. Og så bliver den – worst case – to om natten, før jeg er færdig. Jeg tager også weekenderne til hjælp. Til gengæld kan jeg nå at hente mine børn og behøver ikke jage med dem om morgenen,« fortæller hun.
Bærer byrden i hjemmet
Bente Broberg er leder af Kivin – et netværk med 150 kvindelige iværksættere. Hun er enig med Anja Lytzen i, at kvinder føler sig så forpligtede på hjemmefronten, at de ikke tør gamble med familieharmonien.
»Man bør ikke lade sig skræmme, hvis man har lysten og ideen. Men det er jo desværre stadig sådan, at mange kvinder bærer den største byrde i hjemmet. Vi har også erfaringer med flere kvinder, som har oplevet, at manden var nervøs for tabet af indtægt. Og har hun så et godt fast job, hvorfor så tage chancen,« fortæller Bente Broberg, der selv først startede sin konsulentvirksomhed som 53-årig. Ikke fordi hendes fem børn først skulle være flyttet hjemmefra, men fordi ideen først opstod der.
»Så var det bare et plus, at jeg havde lagt de familiære forpligtelser bag mig. Men var ideen kommet 10 år før, havde jeg også gjort det,« siger Bente Broberg, der peger på, at en god idé og ægte lyst er det rigtige udgangspunkt, hvis man skal have succes som iværksætter.
Giver et kick
Anja Lytzen fik sin idé, da en børnetøjsbutik ved siden af hendes mors isbutik var til salg. Hun overvejede at overtage den. Men så var der det med åbningstiderne.
»I en butik er man jo også fanget af et tidsskema. Og hvis man tror, man kan hygge sig med en butik, mens børnene sidder og tegner på gulvet ved siden af, kan man godt tro om. Så jeg tænkte, man må kunne skabe en lækker butik, bare på nettet.«
Og det kunne hun. I marts blev Lirumlarumleg.dk den bedst placerede legetøjsbutik ved en brugerafstemning til e-handelsprisen.
Et velkomment skulderklap, når iværksætteriet bliver særligt udmarvende, mener hun.
»Det kræver mange kræfter, og man holder aldrig fri oppe i hovedet. Men når der kommer positive tilbagemeldinger fra kunder, og man ser det vokse, så får man altså et kick,« siger Anja Lytzen, der lige nu knokler for at give julemanden kamp til stregen.
Samtidig har hun et tredje barn i maven. En tilstand, der gør det lettere at forstå, hvorfor kvinder lader sig skræmme ved tanken om at styre det hele selv.
»Når jeg står med en ‘to do’-liste med 120 punkter, når der er varer, som ikke er kommet, og jeg har kvalme, fordi jeg er gravid, så er det da benhårdt.«
Anja Lytzen er en af de rollemodeller, Bente Broberg ønsker sig flere af: »Vi har brug for realistiske rollemodeller, hvis flere kvinder skal turde, og så skal opbakningen være der,« siger hun.
Familie og venner, der hepper, er altafgørende, understreger også Anja Lytzen.
»Det er alfa omega. Og så er det godt med nogle, som kan træde til ved spidsbelastninger. Lige nu ved jeg for eksempel ikke, hvad jeg skulle have gjort uden mine forældre og svigerforældre,« tilføjer hun.
Kvinder og iværksætteri
• Anja Lytzen er 32 år, gift og mor til tre børn.
• Uddannet akademi-økonom.
• Har arbejdet syv år i filmbranchen.
• Startede netbutikken Lirumlarumleg.dk sidste år.
Iværksætteri:
• Iværksættere i alt: 75,4 procent mænd og 24,6 procent kvinder.
• Iværksætteren bag personligt ejede selskaber: 70,6 procent mænd og 29,4 procent kvinder.
• Iværksætteren bag selskaber: 85,2 procent mænd og 14,8 procent kvinder. Kilde: Nøgletal 2006 fra Erhvervs- og Byggestyrelsen
På forsiden lige nu
Rige bruger billig polsk arbejdskraft
Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…
Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene
Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…
