metroXpress.dk

Kvinder vil have ligeløn – mænd vil have mere i løn

50 år efter, at de er trådt ud på arbejdsmarkedet, anser danske kvinder stadig ligeløn for at være den vigtigste kamp på arbejdsmarkedet. Men mændene kæmper ikke med.

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Det viser en ny gallup-måling for Urban.

I målingen svarer 30 procent af kvinderne, at kampen for ligeløn er den vigtigste kamp at kæmpe på arbejdsmarkedet lige nu.

På en andenplads kommer ‘fleksibel arbejdstid’. Det mener 28 procent af kvinderne er den vigtigste kamp.9 pct. mener, at miljørigtige arbejdspladser er det vigtigste at kæmpe for. Men hvis de havde håbet på solidaritet fra deres mandlige kolleger, kan de godt tro om igen. Kun ti procent af de adspurgte mænd ser ligeløn som den vigtigste kamp i dag. De vil hellere have mere i løn, fleksible arbejdstider og miljørigtige arbejdspladser.

Hos HK/Privat, hvor 80 procent af medlemmerne er kvinder, undrer formand Karin Retvig sig over, at mændene ikke vil deltage i kampen for ligeløn:

»De er jo gift med disse kvinder. Det er deres døtre, deres mødre. Mændene er vel lige så interesseret i, at deres husstand samlet set får en højere løn.«

Den manglende solidaritet fra de danske mænd møder også hovedrysten i FOA, der blandt andet repræsenterer pædagoger og sundhedspersonale:

»Mændene er ikke en del af de brancher, der især kæmper for ligeløn. De er ikke sygeplejersker, pædagoger og SUSO-assistenter, og derfor opfatter mændene heller ikke ligeløn som noget, der handler om dem. Men det er så misforstået. De danske mænd er en del af et kønsopdelt arbejdsmarked, og det gør det også til deres problem,« siger Nanna Højlund, der er forbundssekretær i FOA og politisk ansvarlig for ligestilling.

På Roskilde Universitet er mandeforsker Kenneth Reinicke knap så overrasket over, at mændene ikke melder sig ind i kampen for ligeløn:

»Mændene er helt med på, at vi skal have ligeløn for lige arbejde – når vi taler om det rent retorisk. Men når det skal føres ud i livet rent praktisk, kommer de ikke rigtig ud af starthullerne. For de ser det ikke som deres kamp,« siger han til Urban og fortsætter:

»Når vi ikke har ligeløn i Danmark, er det blandt andet, fordi løn altid har været et meget privat anliggende for os danskere. Vi taler simpelthen ikke om det, og derfor er det svært at få en diskussion i gang ude på arbejdspladserne, fordi vi ikke ved, hvad kollegaen får,« siger Kenneth Reiniche, der også peger på kvindernes manglende evne til at forhandle løn som en årsag til den store lønforskel i Danmark.

Der er der al mulig grund til at kæmpe for ligeløn i Danmark, mener Anette Borchorst. Hun er professor i samfundsforskning på Aalborg Universitet og beskæftiger sig blandt andet med ligeløn og ligestilling på arbejdsmarkedet.

»Manglen på ligeløn i Danmark kan give store problemer på lang sigt i forhold til pensionen. Din pensionsopsparing er jo ofte afhængig af, hvad du tjener, og når de danske kvinder tjener mindre end mændene, ender de også med en mindre pensionsopsparing. I Danmark er det kvinderne, der lever længst, så det bliver dyrt for samfundet i fremtiden. Og det er et problem vi endnu ikke har set den fulde virkning af,« siger Anette Borchorst.


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media