metroXpress.dk

LO: 12 minutters merarbejde må vente

Fagbevægelsens top er ikke længere så lun på ideen om 12 minutters ekstra arbejde pr. dag for at redde dansk økonomi, skriver Politiken.

De 12 minutters daglige merarbejde er et vigtigt element i planen “Fair løsning”, som S og SF udsendte sidste år med henblik på et kommende regeringssamarbejde.

Store dele af fagbevægelsen var med på planen, men LO’s formand, Harald Børsting, siger nu:

- Det vil være et meget svært budskab at sælge til medlemmerne, at de skal arbejde mere i en periode med tårnhøj ledighed. Listen over forslag i “Fair løsning” er også meget længere.

Børsting står dog ved løftet om at skaffe 15 milliarder kroner i samarbejde med en eventuel S-SF-regering.

Hvis en rød regering vinder folketingsvalget i år, er det planen at indlede trepartsforhandlinger med arbejdsgivere og lønmodtagere.

Arbejdstid aftales normalt i overenskomsterne, så hvis parterne skulle blive enige om at øge arbejdstiden, skal det indgå i forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked i foråret 2012, skriver Politiken.

Men ifølge HK’s forbundsformand, Kim Simonsen, er det langtfra sikkert, at det kommer til at ske.

- I øjeblikket bliver der fyret folkeskolelærere, sygeplejersker, HK’ere og andre i det offentlige. Så skal de, der bliver tilbage, ikke arbejde mere. Det bliver først aktuelt, når der mangler arbejdskraft, siger Kim Simonsen.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, er ikke overrasket over meldingen fra fagbevægelsen.

- Det giver jo ingen mening at arbejde mere, hvis der ikke er noget arbejde. Så det vigtigste er først at sætte gang i økonomien, siger Sass Larsen.

København, /ritzau/


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

  • Ingen relaterede artikler

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media