metroXpress.dk

Lukkeloven er næsten aflivet

Den nye lukkelov giver flere åbne butikker. Efter oktober 2012 er lukkeloven næsten afskaffet og er kun underlagt helligdagslukning 13,5 dage om året.  S og SF vil aflyse den nye lov.

Om knap tre år er reglerne for butikkernes åbningstider så frie, at der næsten ikke er noget tilbage af lukkeloven. Mange flere butikker får lov at holde åbent, så længe de vil, når de vil.

indkøb

Allerede fra den 1. juli næste år får butikkerne lov til at holde åbent helt til klokken 20 om lørdagen. Foto: STEPHAN CAMILLA

Kun på regulære helligdage, på grundlovsdag samt juleaftensdag skal butikkerne efter den 1. oktober 2012 være lukkede. Det fremgår af det delforlig om lukkeloven, som Dansk Folkeparti i går indgik med regeringen. Forliget kommer i forlængelse af det kompromis om revision af lukkeloven, som de store dagligvarekæder Dansk Supermarked, Coop og De Samvirkende Købmænd (DSK) indgik med regeringen i august.

Årtiers strid om lukkelovsbestemmelserne synes dermed slut. Mens Coop og DSK og en række faglige organisationer har været mere eller mindre imod den totale liberalisering, har Dansk Supermarked længe ønsket en afskaffelse af lukkeloven. Nu er det blevet et kompromis med stor liberalisering.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) siger, at den nye lukkelov giver forbrugerne bedre muligheder og større frihed til at tilrettelægge deres hverdag.

»Af hensyn til medarbejderne får butikkerne tid til at forberede sig på, at der fremover bliver langt færre begrænsninger i åbningstiden. Jeg tror, det bliver en overlevelsesbetingelse, også for de små butikker på landet, at de har bedre mulighed for at holde åbent, når kunderne er der,« siger Lene Espersen. Socialdemokraterne og SF truer dog med at aflyse liberaliseringen af lukkeloven, hvis de kommer til magten, skriver Jyllands-Posten. De frygter, at loven vil føre til butiksdød.

Den nye lukkelov

  • Fra den 1. juli 2010 kan butikker holde åbent cirka 30 søndage mod hidtil kun cirka 20 søndage om året.
    Fra den 1. juli 2010 må butikker holde åbent også efter klokken 17 om lørdagen, og byggemarkeder må holde åbent alle årets dage.
  • Fra den 1. oktober 2012 ophæves alle lukketidsregler. Undtaget er dog følgende dage, hvor der skal holdes lukket: juleaftensdag, juledag og 2. juledag, nytårsaftensdag efter klokken 15, nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag, grundlovsdag, storebededag, Kristi himmelfartsdag, pinsedag og 2. pinsedag.
  • Dagligvarebutikker med en omsætning under 25 millioner kroner får mulighed for at holde åbent alle årets dage – for at opretholde et ‘nødberedskab’ på dagligvareområdet på helligdage.

Kilde: Ritzau


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media