Bankpakke I udløber 1. oktober og dermed forsvinder den ubegrænsede indskydergaranti, der fremover bliver på 750.000 kr.
Renten på de populære flexlån bliver presset yderligere ned, når Bankpakke I udløber. Boligejere der skal refinansiere i oktober og ved den store refinansiering til december kan se frem til endnu lavere renter, skriver borsen.dk.
I dag er der i forbindelse med Bankpakke I ubegrænset indskydergaranti, og har man sat en milliard kroner i banken, så dækker staten tabet, hvis banken går ned. Men Bankpakke I udløber 1. oktober og dermed forsvinder den ubegrænsede indskydergaranti, der fremover bliver på 750.000 kr.
Nordea vurderer, at Bankpakkes I’s udløb vil føre til et likviditetsdræn i pengeinstitutterne, og at den frie kapital i et vist omfang vil blive investeret i mellemlange rentetilpasningsobligationer (RTL-obligationer) eller flexlånsobligationer, hvilket vil presse renten på boligejernes flexlån yderligere ned.
»Hvis du er almindelig privatkunde, kan du komme rundt om det problem ved at åbne flere forskellige konti og flytte rundt på dine penge, men hvis du som investor har 10 milliarder kroner stående, så er det simpelthen fysisk umuligt for dig at flytte rundt på pengene i Danmark, for der er ikke pengeinstitutter nok, og så er du nødt til at investere i noget andet,« siger chefanalytiker i Nordea Markets, Jacob Skinhøj, til borsen.dk.
Renten falder
Analysen er ifølge Jacob Skinhøj, at de penge der i dag står i bankerne under Bankpakke I formentlig vil blive placere i de korte boligobligationer med op til tre års løbetid, F3-obligationer, da horisonten for penge i bankerne under Bankpakke I er relativ kort,
Så det man kan gøre er at købe statsobligationer eller rentetilpasningsobligationer med et års løbetid, men her får man næsten ingen rente. Man kan så vælge at købe nogle boligobligationer, der ikke udløber næste år, men året efter eller om tre år, hvor du får mere i rente. Det er mit indtryk, at de der har penge stående i banken vil reducere beholdningen og købe boligobligationer, og dermed tror jeg, at renten kan falde yderligere,« siger Jacob Skinhøj til borsen.dk.
I dag ligger renten på en F3′er på 1,55 pct. og Jacob Skinhøj vurderer, at renten vil falde med yderligere 5 basispoint til 1,5 pct.
Kilde: Dagbladet Børsen
På forsiden lige nu
Rige bruger billig polsk arbejdskraft
Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…
Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene
Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…

