metroXpress.dk

Pengeklumme: Så går det heller ikke værre

Las Olsen er privatøkonom i Danske Bank

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger

2012 er kommet i gang med dystre overskrifter. Ingen er tilsyneladende længere i tvivl om, at Danmark er i økonomisk krise. Det bliver hårdt, og der skal strammes op og holdes for. Og det er alt sammen rigtig nok, men så er det altså heller ikke værre. Vi er langt fra at være i en ny krise som den, der ramte os i slutningen af 2008.

Vi står ikke i en stiv januarstorm med nedstyrtende tage og frarådning af al udkørsel – men nærmere i en langvarig periode, der føles som støvregn en råkold tirsdag formiddag i marts.

Fra slutningen af 2008 til begyndelsen af 2010 for-svandt der 167.000 job i Danmark. Det svarer til 300 job om dagen. Andre hundredtusindvis måtte acceptere job med lavere løn eller har mistet indkomst, fordi de ikke længere har så meget at lave som tidligere. Aktieejerne blev ramt af kolossale tab. Dét var en rigtig krise – på mange måder den værste, der har været siden Anden Verdenskrig.

Nu er arbejdsløsheden stigende igen, men slet ikke i samme tempo. Der er nu i omegnen af 20.000 færre job i Danmark end for et år siden. Hovedparten af den tilbagegang skyldes, at der er færre offentligt ansatte – mens det store fald i 2009 kom på trods af, at det offentlige ansatte 19.000 flere. På det private arbejdsmarked er der altså mere stilstand end tilbagegang, og sådan bliver det formentlig ved – i grove træk.

Arbejdsløshed, der stiger svagt fra et i forvejen højt niveau, er selvfølgelig ikke noget at råbe hurra for. Det ville være meget bedre med et rigtigt opsving, der kunne skabe nye job. Men det er ikke rigtig realistisk, når hele den vestlige verden er fanget i samme stilstand som Danmark.

For mange føles det nok mere som krise nu end i 2009. Det skyldes, at kriser er længe om at nå ud til flertallet. Selv når arbejdsløsheden stiger voldsomt, så beholder de fleste jo alligevel jobbet eller overførselsindkomsten. Og i 2009 og 2010 fik de, der beholdt jobbet, faktisk flere penge mellem hænderne, især fordi skatten blev sat ned, og renten faldt. Men nu mærker vi meget tydeligt effekten af, hvad der skete i 2009, i form af meget små lønstigninger, kombineret med skattestigninger.

Det ændrer bare ikke ved, at vi sådan set har lagt selve den dybe krise bag os. Vi har ikke fået noget opsving, og det går stadig ikke godt – men der er altså heller ikke grund til at male fanden på væggen.


På forsiden lige nu

Derfor er det svært at skære i børnechecken

Mange mener, at børnechecken skal beskæres. Enten skal den ikke længere gives til dem, der kan klare sig selv, eller også skal den helt afskaffes…

Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen

Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media