metroXpress.dk

Russiske rigmænd skjuler formuer i Danmark

Danmark er et eldorado for milliardærer, selskaber og andre individer fra Rusland og en række lande i det tidligere Sovjetunionen, de såkaldte SNG-lande, der ønsker at gemme aktieposter og værdier af vejen for geskæftige skattefolk og myndigheder, skriver dagbladet Børsen.

Mellem 500 og 1000 selskaber ejet af hjemmeboende og emigrerede forretningsfolk fra det tidligere Sovjetunionen, er registreret hos en stribe danske skatterådgivere og selskabsadministratorer herhjemme.

Rigmænd fra de tidligere sovjetlande skjuler formuer i Danmark.

Rigmænd fra de tidligere sovjetlande skjuler formuer i Danmark.

Det vurderer skatterådgiver Ned Shelton, der har stiftet skatterådgiver- og selskabsadministrationsfirmaet Sheltons, der har kontor i København og på Cypern.

»Jeg vil gætte på, at i realiteten er der måske 500, hvis ikke 1000 selskaber mindst, som er med til at eje ukrainske og russiske virksomheder i Danmark.

Problemet er, man kan ikke rigtig se, hvad de ejer, og selvfølgelig kan man ikke se, hvem der står bag,« siger Ned Shelton.

Skatte- og selskabsrådgiveren Torben Ellert ejer sammen med sin russiske hustru Irene Ellert et af de firmaer, der herhjemme blandt andre hjælper disse rigmænd med at sætte selskaber op og flytte aktieposter rundt.

Ifølge Torben Ellert benytter et »ikke uanseligt antal« – sandsynligvis flere hundrede – russiske privatpersoner og firmaer sig af muligheden for at lægge aktieposter i Danmark.

Mange russiske selskaber og velhavere vælger ofte en struktur, hvor et dansk holdingselskab, der er ejet af et selskab i skattely, ejer aktieposter i virksomheder i Rusland, Ukraine og andre SNG-lande.

Ofte opererer klienterne på tværs af de selskabsadministratorer og skatterådgivere, der er i Danmark.

Sovjetunionens sammenbrud for små 20 år siden satte skub i verdenshistoriens største privatisering og har skabt tusinder af ufatteligt rige mennesker, der var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – og som havde de rigtige forbindelser.

En privatisering som i store træk er overstået, men som har skabt en rivalisering milliardærerne indbyrdes og i stigende grad med det statslige apparat, der også gerne vil have en bid af kagen.

Det har skabt behov for at finde gemmesteder verden over til de mange aktieposter og værdier, dels for at slippe billigt i skat eller helst helt slippe, dels for at gemme aktieposter og værdier, som måske ikke retteligt tilhører en selv, eller som man måske blot er bange for at miste.

»Nogle gange bliver et firma udsat for i virkeligheden et røveri udført af nogen inden for myndighederne. De rykker ind og påstår, at firmaet har en skattegæld, eller der er noget uregelmæssigt i firmaets økonomi, og så udnytter de muligheden til at overtage ejerskabet af firmaet eller dets ejendomme,« siger Torben Ellert.


På forsiden lige nu

Boligmarkedet afhænger af beskæftigelsen

Der bliver sagt mangt og meget om boligmarkedet i disse tider. Et faktum er dog, at 2011 har været et rigtig dårligt år…

Hvad gør man, når man bliver fyret?

Jeg er blevet afskediget efter 22 år i samme virksomhed og fratræder til sommer. Jeg er blevet usikker på, hvordan jeg kan klare mig i en anden virksomhed…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media