metroXpress.dk

Shopping på nettet slår alle rekorder

Nemme og bekvemme køb over nettet er noget, danskerne kan lide. 45 pct. forventer at købe endnu mere på nettet i år end sidste år, skriver Urban.

Hvis du ikke lige orker at gå ud og købe dvd’en eller jakken, du gerne vil have, så kan du jo altid logge på nettet og med et par klik købe tingene der. Og det er lige præcis, hvad danskerne i stigende grad vælger at gøre. Der er ikke meget internetfobi at spore, når man kigger på Post Danmarks undersøgelse over vores vaner i forhold til e-handel. På et år har hver dansker i gennemsnit handlet for 146 kr. mere på nettet end året før – en stigning fra 5.300 kr. til 5.446 kr.

I dag har de fleste prøvet at handle på nettet, siger Niels Bjørn Andersen, der er professor ved Center for Anvendt IT på Copenhagen Business School:

»Det er en skrøne, at vi er bange for at handle over internettet. For 15 år siden var det måske anderledes, men i dag er det noget helt andet,« siger han til Urban.

E-handel i udlandet

Det er mest elektronik, tøj og bøger, danskerne køber på nettet, viser undersøgelsen. Mange danskere vælger desuden at købe deres varer på andre EU-landes hjemmesider. Tal fra 2009 fra Danmarks Statistik viser, at 37 pct. af de danske e-handlende finder deres varer i internetbutikker i andre EU-lande. Og det er der ifølge Niels Bjørn Andersen en ganske god grund til:

»Det er ofte billigere at handle i andre EU-lande. Hvorfor skal man for eksempel give en forfærdelig masse penge for en espressomaskine herhjemme, når det er meget billigere at købe den i Italien? Langt det meste, vi køber, køber vi i EU-lande, fordi de har langt mere konkurrencedygtige priser,« siger han.
I EU indtager danskerne andenpladsen som de mest internet-handlende borgere, kun overhalet af Storbritannien, viser tal fra Danmarks Statistik.

Tryg netshopping i Danmark

Danskerne er ikke bare flittige til at handle på nettet, vi er også gode til at finde information om, hvad det er for en vare, vi køber. Ifølge Post Danmarks undersøgelse googler 83 pct. af danskerne en vare, inden de køber den. Derudover sammenlignes der priser og læses bedømmelser, inden varen ender i den elektroniske indkøbskurv. Til gengæld bliver handelsbetingelserne sjældent læst. Ifølge tal fra Danmarks Statistik sætter hver syvende sig ikke ind i det med småt.

»Det kan godt være, at vi ikke er gode til at læse handelsbetingelserne, men til gengæld er vi gode til at se efter ‘e-mærket’, der er garantien for, at en netbutik drives lovligt,« siger Niels Bjørn Andersen til Urban.


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media