metroXpress.dk

Sådan undgår du stress

Hvis du tror, at det er de andres skyld, at du har det dårligt, så er du helt klart på afveje. Stop brokkeriet og gør noget i stedet.

Foto: Colourbox


Det er god almindelig dansk skik, når noget går os imod, at vi finder nogen at skylde skylden på; den nye regering, chefen, kollegerne, ægtefællen, børnene, undervisningen o.s.v. I virkeligheden drejer det sig om, at du er i en situation, hvor du bør handle. Du er den eneste, der ved, hvor din egen sko trykker. Du er heldigvis også den, der ved, hvad der skal gøres, og du er rent faktisk den eneste, der vil være i stand til ændre dine reaktioner. Så længe du anklager alle andre for det, forhindrer du dig selv i at handle! Stop brokkeriet. Gør noget i stedet.

Bliv i dine egne sko
Du står stærkest, hvis du begynder dine sætninger med ’jeg synes’ ’jeg har brug for’ ’jeg har lyst til’ ’jeg mener’ etc. Ingen kan nemlig sige dig imod på det punkt, hvorimod du kan give masser af anledning til modstand og protest, hvis du indleder en dialog med ’du gør også altid’, ’du burde’, ’du synes’, ’du har brug for’. Har du en tilbøjelighed til at springe over i andres sko, risikerer du at træffe et valg, der er mindre heldigt for dig selv, og det giver stress.

Det giver stress
Det vil sige, at du tager en række beslutninger og gør en mængde ting for at behage andre. Dit motiv kan være, at du gerne vil glæde dem, have at de synes godt om dig, eller du vil undgå at skuffe og såre dem eller gøre dem sure. Det medfører til gengæld, at du kan komme til at tilsidesætte dig selv og egne behov i en sådan grad, at der er tale om ’mishandling’. Det giver stress. Det kan blive til en dårlig vane og være ensbetydende med, at du så får svært ved at sige fra eller at sige til. Med andre ord kan man sige: det bliver utrygt at have sig selv med i byen. Du skal huske at markere dig, og du skal værdsætte det, der er vigtigt for dig selv. Så en god regel er altid at mærke efter, hvor du har dig selv, og om det der sker er i overensstemmelse med det, der er værdifuldt for dig.

Hvis du går ud fra som en given regel, at det er de andres skyld, at du har det dårligt, så er du helt klart på afveje. Ret i stedet opmærksomheden imod dig selv og gør så noget ved din egen måde at reagere på. Det er netop den måde, du reagerer på, der er afgørende for, om du får stress af din egen reaktion.

I samarbejde med Bookboon.com


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media