metroXpress.dk

Unge bruger løs for lånte penge

Hver femte mellem 18 og 29 år har taget et forbrugslån til fladskærmen, skituren eller andet forbrug. Næsten 50.000 af dem er endt i RKI-registeret over dårlige betalere.

Foto: Colourbox

‘Hvad venter du på? Udfyld skemaet til højre, og få dine drømme opfyldt nu!’

‘Få et lån på under 15 minutter!’

Undersøgelsen

Andel 18-29-årige med forbrugslån:
Danmark: 20 procent.
Finland: 12 procent.
Norge: 11 procent.
Sverige: 8 procent.

Gennemsnitligt forbrugslån blandt danske 18-29-årige (unge uden forbrugslån er ikke medregnet i gennemsnittet): 58.500 kroner.
Gennemsnitligt forbrugslån blandt 18-29-årige studerende med studielån: 30.060 kroner.
Gennemsnitligt forbrugslån blandt 18-29-årige med arbejde: 71.080 kroner
Gennemsnitligt forbrugslån blandt 18-29-årige uden job og ikke under uddannelse: 66.140 kroner.
Kilde: Synovate for Nordea. 4.047 19-29-årige fra Danmark, Norge, Sverige og Finland blev spurgt i perioden 4.-18. august 2010. Heraf 1.036 danske unge.

Det er let og lige til at få et forbrugslån, og danske unge holder sig ikke tilbage. Hver femte dansker mellem 18 og 29 år har et forbrugslån på gennemsnitligt 58.500 kroner.

Det er suveræn rekord blandt unge i Skandinavien og mere end dobbelt så mange som de mere påholdende svenske unge, hvoraf blot otte procent har et forbrugslån. Det viser en undersøgelse af over 4.000 skandinaviske unge, som Synovate har foretaget for Nordea.

Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen peger på to forklaringer på danske unges appetit på forbrugslån:

For det første har der i de andre skandinaviske lande været større pressefokus på sms-lån og andre dyre former for forbrugslån. Det har formentlig gjort svenske, norske og finske unge mere forsigtige.
For det andet fylder lavt forrentede studielån markant mere i Norge og Sverige end i Danmark.

»Det er bekymrende, at så mange unge stifter gæld. Mest bekymrende er det, at unge, der ikke er under uddannelse og står uden job, skylder flere penge væk end andre unge. De kan få meget svært ved at komme af med gælden og risikerer at havne i RKI,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Det bekræfter den seneste opgørelse fra RKI-registeret fra august i år. Her er hele 48.521 18-29-årige registreret som dårlige betalere svarende til 22,8 procent af alle dårlige betalere. Experian, som administrerer RKI-registeret har på den baggrund indgået et samarbejde med Skat, der tager ud på gymnasier og andre ungdomsuddannelser og underviser unge i økonomistyring.


På forsiden lige nu

Rige bruger billig polsk arbejdskraft

Husejere i Nordsjælland bruger oftere udenlandske håndværkere end husejere i resten af landet. Skat varsler aktioner…

Klumme: Der er mange muligheder med efterlønspengene

Siden den 2. april har det været muligt for danskerne at få udbetalt deres efterløn, og rigtig mange har valgt at benytte sig af muligheden…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media