metroXpress.dk

Unge skal have jobgaranti

Unge mellem 16 og 24 år skal have krav på en praktikplads, en kombination af job og uddannelse eller et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb, mener SF.  Professor bakker op

ungiarbejde

foto: Colourbox

»Min 19-årige søn kender ikke til ungdomsarbejdsløshed. Sådan skal det fortsat være.« Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmussen (V), da han tiltrådte som statsminister. Siden er ungdomsarbejdsløsheden mere end fordoblet. Det er en katastrofe for fremtidens Danmark, mener SF, som vil udstede en såkaldt ungdomsgaranti til alle unge mellem 16 og 24 år. Den skal sikre dem individuelle uddannelsesforløb, såkaldte opkvalifice­ringsjob og praktikplads-garanti.

»Der er 60.000 unge under 30 år, som ikke er i job eller uddannelse. 7.000 unge mangler praktikpladser, og 4.500 unge har ikke kompetencerne til at tage en ungdomsuddannelse. Hvis det ikke skal ende som i 80’erne, hvor mange unge blev tabt i langtidsledig, skal der handles nu,« siger uddannelsesordfører Nanna Westerby (SF).

Niels Egelund, professor i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet, er begejstret for SF’s forslag om opkvalificeringsjob – en kombination af arbejde og uddannelse –til bogligt svage unge: Også SF’s forslag om at pålægge virksomheder at oprette praktikpladser via klausuler i offentlige udbud får Egelunds anbefaling.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ser gode takter i udspillet, mens Dansk Industri ser positivt på opkvalificeringsjob, men vender sig mod at tvinge virksomheder til at oprette praktikpladser. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Bertel Haarder (V), men de konservatives udannelsesordfører, Rasmus Jarlov, ser posotivt på dele af udspillet.

»Opkvalificeringsjob lyder som en god idé, som vi gerne vil diskutere med SF og de andre uddannelsesordfører. Men det er afgørende, at det ikke koster staten penge ud over udgifterne til skolegangen,« siger han. SF får dog ikke konservativ opbakning til forslaget om at tvinge virksomheder til at oprette praktikpladser.

»Vi skal ikke lægge flere byrder på erhvervslivet,« fastslår Jarlov.

Chefer skal lokkes til at tage unge ind

SF’s forslag om opkvalificeringsjob til bogligt svage unge er en rigtig god idé, for det viser, hvilken vej man skal gå for at gøre socialt ansvar mere spiseligt for landets private virksomheder.
Sådan lyder det fra Helene Tølbøll Djursø, direktør for konsulentfirmaet Care Consulting, der rådgiver virksomheder i socialt ansvar.

»I en tid med finanskrise er det sværere for private virksomheder at finde motivationen til at uddanne svage gruppe af arbejdsløse. Derfor skal man lave endnu bedre samarbejde mellem de offentlige og det private, så virksomhederne ikke føler de står med ansvaret alene. Et forslag om opkvalificeringsjob kunne være et eksempel på dette,« siger Helene Tølbøll Djursø.

Hun bakkes op af lektor Søren Jeppesen fra Copenhagen Business School.

»Den filantropiske del af det sociale ansvar hos virksomheder synes sat noget tilbage i den finansielle krise, som vi befinder os i. Derfor kan det være vigtigt med et forslag som dette, hvor byrderne mellem det offentlige og virksomhederne fordeles mere ligeligt,« siger Søren Jeppesen.

FAKTA: SF’s Ungdomsgaranti

  • Alle unge mellem 16 og 24 år, der ikke er i job eller uddannelse, skal tilbydes et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb.
  • Større virksomheder, som handler med det offentlige eller vinder offentlige udbud, skal have pligt til at oprette praktikpladser. Det skal skrives ind som et krav i de offentlige udbud. Regeringen mener, at det vil være ulovligt i henhold til EU’s udbudsregler. Det bestrider SF og S.
  • Skolepraktikken genindføres på alle erhvervsuddannelser, og elevernes arbejde skal kunne sælges på markedet, så praktikken bliver så virkelighedsnær som muligt.
    Arbejdsgiverne skal have en større økonomisk gulerod til at oprette praktikpladser.
  • Arbejdsmarkedets Elevrefusion hæves, så arbejdsgiverne kompenseres 100 procent, når lærlinge er i skoleforløb.
  • Unge, der ikke har kompetencerne til at gennemføre en ungdomsuddannelse, skal tilbydes såkaldte opkvalificeringsjob, der er en blanding af skolegang
    og arbejde. Den unge bruger en til to dage om ugen på at opkvalificere sig i for eksempel matematik, læsning eller AMU-kurser, der er brug for på jobbet. Virksomheden betaler kun løn for den tid, den unge er på arbejde.
  • Ungdomsgarantien skal indføres i hele EU. SF vil have regeringen til at stille det som et krav, når EU i dette forår vedtager 2020-strategien for vækst og jobskabelse.

Af Thomas Ambrosius & Gregers Lohse


På forsiden lige nu

Klumme: Faldende boligpriser er en mulighed

Ulrikke Ekelund er uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet. Før BRFkredit har hun arbejdet i Økonomiministeriet og Nationalbanken…

Pengeklumme: Så går det heller ikke værre

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger 2012 er kommet i gang med dystre overskrifter…


Relaterede artikler:

Metropenge.dk © 2012 Alle rettigheder reserveret

En del af MetroXpress.dk

Annoncering: Metro-Media